?Ügget, der rådnede
De havde kæmpet så hårdt, de gamle 68′ere. Haft en aktiv ungdom på den rette side af det forkerte. Kæmpet for de svage, født børn, plantet træer. Og nu tilbagestod kun et punkt på smørrebrødssedlen for den “Gode liv”. Den sjælelige udsalgsliste der skal sikre de rettroende en evig plads i himlen eller i det mindste ?©n god retrætepost i det etablerede: “Skriv en bog!”. Emnet er egentligt underordnet. Om det er skønlitteratur eller fiktion uden værdi. Blot der bliver produceret en bog med dit navn på.
Men ak. I iver efter at fuldende det fuldendte jokede de gamle lejesvende en efter en i den spejlblanke spinatsø. En efter en har nørden fra bagerste række. Ham med de tykke briller, fedtede hår og den usvigelige hukommelse afsløret deres bedrag. Evne til at producere egne værker er i berømmelsens skumringstime erstattet med tyveri og afskrift. Alle som en har de stjålet med arme og ben. Ukritisk, klodset og med en samvittighed som en rabiesbefængt ræv i løbetid. Ikke så meget som en henvisning i noterne er det blevet til. Om der lå dybere motiver bag vores æggehovede forhenværende landsfader, da han stjal manuskriptet til sin bog “Rødder”, skal jeg lade være usagt. I mine øjne er smørrebrødssedlen, der har rummet så megen selvforherligende volapyk, dblevet for fedtet. Fedtet af egen vindings savl, der sløret det vigtigtste. Nemlig et der stod med småt, at ære og selvrespekt forbliver nu som for tusinderne af år siden, livets grundpille i det sociale rum.