Det nytter ikke at sætte fælder op
Det nytter ikke at sætte fælder op – der kommer flere og flere af dem. Dem, der vil leve et lykkeligt liv, hvis venstre hjernehalvdel er domineret af livsnyderi og inerti. Her sidder vi i dette latterlige, lille land med en kollektiv fobi for alt, der indebærer en risiko for vores trygge hverdag med kvindedominerede institutioner, afstumpede produkter fra den monopoliserede og homogeniserede fødevareindustri, og tis-prut-bæ-underholdning på et hybridnet, som storkapitalen med selvfølgelighed tvinger ind i vores understimulerede og kvalitetsdepriverede ynglige.
Ingen tør miste fodfæste. Det nutidige spejlbillede af senromantikkens ægte intellektuelle sætter intet på spil, indholdet er ikke til stede og udtrykket er forvrøvlet. Et væddeløb uden indsats, hvor fordummelse og momsunddragelse værdsættes under tarvelige, svenske designerlampeplagiater og uopsprættede bøger. Generationer af skoletrætte, fejlernærede sen-hip-hoppere vælter ind på et arbejdsmarked, der uden rygrad domineres af teambuilding og kassetænkning. Horder af akademikere forlader vældfærdsstaten, ikke for mammon, men i en udlængsel efter ånd, kvalitet og indhold. Hvem har flyttet på deres ost?
Et land befolket af realitetsforskrækkede servicemedarbejdere og munddovne sidesporsspassere – hvor alle smiler sødt i fontexrusen, siger mange tak til Hr. Møller for den fine gave og åbner endnu en polsk dåsecola. Hurra, renten er lav.
For uden lidenskab, skønhed og åndelig risikovillighed bliver livet helt let at leve.