Det skarpeste lys står i mørket
Det ellers udmærkede internet er ved at blive katalysator for den endelige gearing af sprogets nedbrud i vrøvl og bræk. At danskerne, etniske som nye, ikke er specielt gode til det med præsens-r, delte substantiver og præcision i valg af forholdsord, kommer ikke bag på GEJSTEN. Men skal man tro de nye vinde, der blæser, er dårlig stavning ikke ensbetydende med dårlig IQ, som vi jo troede engang. Dermed kan mange stavefæ bidrage med betydningsfuld viden på vores udmærkede internet.
Og derfor er vi andre nødt til at søge efter deres udgydelser med ukorrekt stavning. Den ene dag har vi måske brug for en “kørerlejlighed” og den anden at vide, hvor “bog messen” mon bliver holdt. Et dybt dyk i gylletanken.
Derfor skal vi endnu engang i selvfedhedens hyldestlys udråbe GEJSTEN som en fanebærende institution blandt sprogbrugerne i dette sprogligt hensynende land. Her staves nemlig korrekt. Også selv om indholdet er meningsløst.