Man spiser ikke lig
Civil ulydighed – eller blot at optræde ikke-konformt i ramme alvor – kan i det moderne Danmark sidestilles med socialt selvmord. Det er ikke velset, ikke en farbar vej til Det gode Selskab. Fra alle lag i samfundet ses en regression tilbage mod det konventionelle, det afprøvede og det sikre. Alternativer er af det onde. Anderledes boligformer, samliv, jobs bliver portrætteret i udsendelser, som var det en antropologisk sensation. Tænk, at man kan fravælge høj løn for en gåtur i Dyrehaven.
Og det sker også i det daglige. Dagens unge, som jo er børnebørn af 68′erne, er fantastiske til at indrette sig efter systemer. Der bliver ikke stillet spørgsmålstegn ved noget som helst, selv hvis man står foran himmelråbende dumhed. Nej, man accepterer reglerne og indretter sig efter procedurerne. Et forsvindende antal af politisk aktive unge bliver anset for kedsommelige dagdrømmere, der endnu ikke har fattet, at der ikke er noget at stille op. Mellemledere og betroede medarbejdere i vækstbrancherne marcherer i takt til intetsigende mission statements, mens lønforhøjelser erstattes af aktieoptioner. Forældre, som for længst har accepteret, at det er bedre at få “mere for pengene” end kvalitet for dem, står i kø i elendige masseindkøbscentre og står med blanke øjne og betaler som kvæg i køen til sømpistolen. De har ingen intention om et virke i en skolebestyrelse, men accepterer gerne seks flasker tarvelig rødvin for at være med i en meningsmåling om tv-vaner, altimens de læser BT, så der sker noget.
Livsstilssygdommenes topscorere er diabetes-2, depression og fedme. På fjerdepladsen finder vi kedsomheden. Og inden længe kravler den op på vinderskamlen og skriger ud over vores gamle land. Skriger som en syg burhøne, der spiser sin egen afføring og henslæber sit sølle liv i en endeløs betragtning af gentagelsen.