GEJSTEN

Med Georg Metz i spidsen har den Radikale kulturelite fundet nye veje til, at berøve Danmark sin sidste rest af identitet som kristen nation. Kirkeklokkens kalden om søndagen er faldet de liges ligemand for øre. Det er nu ikke længere rimeligt, at  Danmark ikke støtter alternative trossamfunds ret til at kalde til bøn. Det betyder, at imanen skal kalde til bøn, budisterne Gonge til samling og hvad vi måtte kunne mønstre af alternativer må fløjte, synge, blæse eller hvad der findes rimeligt, når det er tid til komsammen i hytten. Eller endnu bedre  som en kommenterende læser i elitens mikroformatssprøjte udtrykker det: “..forbyd klokkerne..”. Så den dag klokkerne er tavse og Metz smiler fra minareten, da vil vi i sandhed vide, at Danmark ikke længere er iblandt os.

I København er det nye madpalads Nimb ved Tivoli. Her udfoldes i følge Nimb selv, hvad der kaldes en “..uhøjtidlig og imødekommende stil” hvor “..håndværket og råvarene taler for sig selv”. Et umiddelbart fristende tilbud for at nyde det ultimative indenfor gastronomi. Vel vidende at Nimb-maskinen er sat op til 2 bespisninger per aften 17.30 og 20.30, udfra et håb om, at Nimb’s devise er, at jo flere vi kan glæde jo bedre, så vovede Deres undertegnede og følge pelsen hin fredag i December.

Tæt på det ultimative kom vi nu aldrig. Hvilket nu hverken skyldes maden eller interiøret, der smukt var arrangeret efter kunstens regler.  Næ Nimb blev ramt der, hvor nationen Danmark i årevis har set sin rolle i fremtiden-  på service. Magen til ussel betjening, hvor respekten for servicehåndværket var væk, skal jeg mange år tilbage for at finde. Klimaks var den iskolde St. Emilion (12 grader), der smukt blev serveret efter hovedretten var ankommen. Efterfølgende klage til restaurantchef blev affærdiget med, at “..den er skam den rette temperatur! Vi kan tilbyde jer en kop kaffe som kompensation!”. Jeg vil ikke have kaffe! Jeg vil have den gode rødvin, der passer til min mad i ordentlig temperatur! Skuffet over elendig betjening, manglende faglighed og tarvelig håndtering af sagen, må det konkluderes, at hvis nimb er det ultimative, så er det ultimative forfald here i fuld styrke!

Storbytosserne kravler ind på uventede tidspunkter. Med arabisk tæppehandlerlogik går menneskecheferne til biddet. Og der er stadig en liggedag forude. Men kunstrunderne kan forpurre leasingkarrusellen, hvis nogen påtager sig en whistleblowerfunktion. Så griner bandepolitiet og vi andre får anfald af pletpanik.

Så er vi i gang igen. Den store tur rundt i salen. Smukt startet da gammel kommunisterne løb fra den synkende skude og tog tilflugt og syndsforladelse hos Villy i SF. Enhedslistens darling Pernille R-T., der smukt trak stemmer med ungdommelige bryster og friske holdninger, er nu efter sin stress og vildfarelse hoppet hen til Helle T. i de gamle pamperes dagligstue. Det skal blive spændende at se om vi får et nyt sæt glatbarberede meningsdannere, der med matriakalske fantasier kan drive opositionen til sejer!

Vi imødeser flere skift og venter på endestationen på alle de frafaldne.

Kræfter i kommunen fortsætter med deres forsøg på at fø OL for bøsser og handikappede til København. Nu har GEJSTEN intet imod homoseksuelle, men vi kan for vores død ikke forstå, hvorfor der skal være et specielt OL for netop dem. Skal der så også være OL for dataloger, modstandere af højhuse i Valby og ateister? Man må forlange en differentiering, så disciplinerne rent faktisk afspejler sportsånden. Så det må være noget med genfortolkning af Firer med styrmand og 32-mands futtog.

Broderlandets Etiske Råd har fordømt en reklame for Jysks produkter. Fordi reklamen viser et lyserødt pigeværelse. “Utvivlsomt et skabelonbillede” udtaler rådet. Mens vi herhjemme tænker på Fauli, Carl-Mar og Aamund som bannerførere for et samfund, hvor alting endnu ikke er blevet gråt, er vores underlige naboland gået helt i sort. Kimen, som lagdes i de formative år efter 68, er nu blevet til tredje generation degenereret, misforstået klister, der hænger i alle kropsåbninger.

Mens teenagere taler et sprog, der for mit vedkommende lige så godt kunne være et mix af græsk og mandarin, må vi andre holde fast i et ordentligt dansk. Og så nytter det ikke noget at standardsvaret på telefonsvarerne siger: Dette er voicemailen tilhørende… “dette” udtales på handelsskolemåden, altså ['dæte], “voicemailen” er helt i skoven – hvad fanden er der galt med at kalde det en telefonsvarer, det andet kan ikke engang bøjes morfologisk kønt på dansk – og “tilhørende” er en af de participiumsmisfostre, de prætentiøse fæhoveder, der vilkårligt beslutter formuleringerne, af en eller anden grund altid begår. Det kan ikke accepteres, at underfrankerede lufthoveder skal forpeste virkeligheden for os. GEJSTEN foreslår en gabestok-ordning, hvor man på skafottets gamle plads på Nytorv sætter sprogspasserne til at skrive “jeg vil aldrig mere…”

I 2008 har De forenede Stater valgt en ikke-hvid præsident. Måske i 2016 ser vi en kvinde på posten. Og engang i 2032 kan det ske, at en homoseksuel beklæder posten… og langt, langt ude i fremtiden lyser det spinkle håb for at en ateist kan blive præsident. For i Guds eget land rangerer ikke at tro på Ordet i Bogen og Ånden i Luften under alt andet. Deri ligger fortabelsen for det stolte land.

Da jeg var barn, var jeg meget optaget af det, der stod på kolofonsiden i mine forældres bøger. Man kunne studere, hvor mange eksemplarer af bogen, der var trykt. Det blev registreret af nogen, der hed Dansk Oplagskontrol. Jeg var meget tryg ved Dansk Oplagskontrol. Det var rart at vide, at nogen havde styr på netop det. At der var kontrol med de der oplag. I dag mangler oplagstallet i mange bøger. Det gør mig bange.

Her på den yderste revle ser jeg ind mod land. Ind over tidligere smult vande, som nu er i oprør og kræver sine ofre. Og jeg ser ledelse, der krampagtigt holder fast i får-og-bukke-logik, enten-eller-logik og skiftes til at ytre selvindlysetheder og synspunkter – men som aldrig stiller spørgsmål. Ledelse i Danmark. Ledelse i danske, hæderkronede institutioner og virksomheder. Ledelse, der af frygt for at få modspil taler med selvsikkerhedens misforståede røst. Med orange rådgivere, spindoktorer på statens regning og tvivlsomme ægtefæller ved deres side. Men virkeligheden er nu en anden. Bukserne er for længst trukket af. Masseødelæggelsesvåbnene er kommet ud fra under det gulvtæppe, hvorunder de var fejet. De sidste rester af et Danmark, som ved skiftet til blokpolitik overgik til et elitært, vi-alene-vide-samfund er nu ved at konsolidere kræfterne. Kræfter, der tænker på langsigtet vækst og kreativt potentiale.