GEJSTEN

Forsvarskomissionens rapport kom og gjorde ingen forskel. Der var ingen anbefalinger ud over, at vi skal have et forsvar. De mange år og de mange penge, der er gået i kommisionens arbejdsfrokoster og internater har udmøntet sig i ingen konkrete anbefalinger. Ikke et eneste stykke isenkram er på ønskelisten. Ingen fede våbensystemer, eller strategier udfolder sig fra den tværpolitiske gruppe af entusiaster. Ikke så meget som et debatoplæg om ammunitionstyper, ildkraft eller jægerfly er kommet ud af det længe ventede arbejde. Tværtimod står vi nu i en situation, hvor det igen er politikere, der på baggrund af golfrejser, sydlige studieture og nye badeværelser skal tage beslutning om milliard investeringer i rigets forsvar.  Det er kun at håbe, at vi med de nye jægerfly ikke igen for en po9litisk beslutning, der vælger det dyreste og dårligste alternativ som med vores helikoptere, der dårligt nok kan holde sig i luften. Sker det, så er det på tide at lave udlæg i både golfsæt og solferier blandt forligspartiernes livssnydere.

Som sagerne om den borgerligt-liberale fløjs uhæmmede brug af statteborgernes penge til vennegaver og smørelse udi karrierens fortsættelse efter tabt taburet kommer for dagen, øjner GEJSTEN en forretningsmulighed. For nu er der flertal for, at der skal være åbenhed om gaverne – ministre og lokalpolitikere skal offentliggøre, hvor mange golf-ferier og jagter, de har modtaget fra erhvervslivet – så har pressen måske lettere ved at finde ud af hvorfor. Men nu, hvor landets største kreative bogfører er på vej til en ny, international toppost, som han aldrig har været kandidat til, så er der en manko. Så vi tilbyder os til at finde nye veje, så de mange firmabetalte smørelser kan bogføres på konti, som offentligheden ikke kan gennemskue. Bendtsen var jo inde på, at man må tænke i personaer – privatmandenen Bendt og vicestatsminister Bendt – og det med persongallerier falder naturligt her, så vi kan indtroducere både KLOVNEN, EBOLAMAND og SUPAMAND. De har alle gyldige forklaringer på tvivlsomme bilag og ydelser, der kan bruges i enhver situation.

Som angsten vokser i den jævne borger for død, lemlæstelse og overfald i eget nærmiljø, så er det på tide at handle. Nu hvor journalistiken med pen og magt, skal tvinge os til at tro, at alt er være end igår. At døden lurer om hvert gadehjørne, at selv de mest uskyldige 2G’ere (for der er statisktisk mange skyldige) kun tænker på voldtægt og lemlæstelse betyder, at  her må vi gøre holdt. Statistikken fortæller os (http://www.dst.dk/statistik/ags/DKital.aspx) at alt er godt. Vi har det bedre. Vi er rigere, sundere, lever længere, har større biler og grundlæggende gladere end i går. Så i stedet for at skyde indbrudstyven når han kommer (for det gør han jo nok en dag), og risikere fordømmelse og pretermineret fortabelse fra retsvæsen og kulturelite, så er mission enkel. Tag tyven i hånden. Sæt ham ned ved siden af computeren (hvis den da ikke er væk) og vis ham tallene. Der er intet at frygte. Alle har det bedre også tyven, men han ved det nok bare ikke endnu! Fatter han det ikke, så bare skyd.

Til lykke til Fogh. Nu blæser vindene i den rigtige retning. GEJSTEN opfordrer Løkke til at oprette et SUPAministerium med plads til fadbamser på skatteydernes regning og visioner for fremtiden, og vi foreslår Søren Pind som minister. Endlig sker der noget!

Det nye koncept i TV er opkast. 4000 deltagere kæmper om seernes gunst. Hvem kan kaste op bedst, mest, hurtigst… og i grupper, med politikere og forfattere indblandet. Den Store Spy Aften. Vi bliver rige.

Efter nat kommer dag. En smuk gammel sandhed, der folder sig ud. Nu midt i Finanskrisens ultima har selvberigelsesdronningen Ritt B valgt at stoppe. Set i lyset af de financielt svære tider er det forståeligt Ritt skrider. Der jo ikke meget tilbage, hun kan rage til sig. Ikke flere pensioner, ejendomme eller ben. Så med Stein og Jensby i hånden kan Ritt forlade scenen ved udløbet af grådighedens årti. Trække sig tilbage og håbe. Håbe på at hendes mand historikeren Søren Mørch kan frelse hendes sjæl i den snart kommende stort anlagte grådig-grafi, der vil sætte nye standarder for udplyndring af læsere gennem tungetale og tomme løfter.

…Holding a large frozen turkey from the store and the shotgun, Bruno returns to the garage where he works, loads the tow truck with beer, and drives along a highway into the mountains. Upon entering a small town the truck is breaking down and he pulls over to a restaurant, where he tells his story to a German-speaking businessman. He then starts the truck, leaves it circling in the parking lot with a fire taking hold in the engine compartment and goes into a tourist trap across the street, where he starts a ski-lift and rides it with his frozen turkey. After Bruno disappears from view a single shot rings out, presumably his suicide. The police arrive at the scene to find the truck is now fully ablaze. The film ends with a sequence to the harmonica music of Sonny Terry, which shows a chicken dancing, a duck playing a bass drum and a rabbit riding a toy fire truck, in coin operated attractions that Bruno activated on his way to the ski-lift.

Man vil have Den lille Havfrue til en udstilling i Kina. De har jo også noget med ungpigepatter koblet med fisk derovre. DF mener som sædvanlig, at selve danskheden forsvinder med udlånet. Men GEJSTEN siger: Tag Fruen og behold hende. Byg så en 80 meter replika i havnen, så vi ikke længere skuffer turisterne. Der skal tænkes STORT nu. Der er ingen tid at spilde.

Vi siger til lykke til Den Talende Kavalergang og stramtanten. Det fælles projekt Luk Pusher Street har nu vist sin effekt som resten af byen har overtaget funktionen med bandeoptøjer og mord på tilfældige mennesker stiger. Nu skal de bare lære af Den Store Rorgænger, der ikke er kandidat til noget som helst, at der ikke er noget at komme efter. Så kan vi sejle videre i uvidenhed og klimafornægtelse og afsky for eksperter og smagsdommere. Et land befolket af smålighed og styret af vilkårlighed. Men GEJS TEN siger: Der er altid et lyspunkt. I denne sammenhæng er det underholdningsværdien.

Lars Muhl er eksponent for det orange. Han fortæller, at når man tager tre glas vand med ris i og skælder det ene glas ud, taler pænt til det andet glas, og ignorerer det sidste – ja, så vil det ignorerede glas rådne, det udskældte vil svulme op, og det kærlighedsoverøste vil få en sødlig duft. Og det er der videnskabeligt belæg for! Så nu skal Lars ringe til James Randi, som har en stående præmie på $1.000.000 til enhver, der kan påvise overnaturlige hændelser. Når Lars jo har det videnskabelige bevis, må det være en smal sag. Lad os få forsøgsopstillingen!