GEJSTEN

Ansporet af “Stemmer der dræber” alt vækst i samfundet, må jeg advokere for snarlig genrejsning af voldene om København. Det økofacistiske vanvid er på vej mod nye højder. Vedholdende chikane af den nødvendige transport af gods og mennesker i den før så stolte købstad København (havnen hvor der handles), må nu føre til handling.

Lad os få genrejst voldene, så vi kan begrænse de millitante cykel bevæbnede hirsefrøædende meta-hippiers udbredelse. Deres færden på Christiania cykler med banansadler i cyklamefarver, svingende cykelhjelme mens de gemmer sig i lastbilers blinde vinkel må stoppes. Lad dem få byen! Vi har ikke brug for den. Lad dem cykle rundt på jagt efter etniske butikker med mad fra spændende 3. verdens lande. Som tiden går vil de erfare, at deres overforbrug af linser og angora uld hurtigt umuliggøres af mangel på transport. En transport der sikres af ansvarlige økonomiske borgere, der til dagligt sætter liv og helbred på spil i en sand kakafoni af skrigende, voldelige og samspilsramte cyklende psykopater.

Til sidst en hyldest til de sande skaber af velstand. De der muliggør den urbane drøm.

Oh du smukke køretøjsproducent
?Üre være din 18 meter sættevogn
Må kassevogne strømme frit fra dit samlebånd
Lad 4-hjulstrækkerene blive større og større
Giv os idag flere blinde vinkler at overse cyklister i
Og lad kabinen være støjsvag, så jeg gives fred.
Amen

Det må være noget med kropslugt og attitude, der med manglende sex som katalysator, skaber disse blegfede kørefæ, der tøffer rundt i trafikken og især om morgenen gør personskade til en dyd mens de transcenderer deres indebrændthed til medborgerne, de ordentlige af slagsen.

Horder af småtbegavede minivan-chauffører kører det indre København tyndt, i de lange bilkøer sidder de frustrerede og mobiltelefontalende mens vi cyklister frejdigt, økologisk og morgenfriske suser forbi bjergene af os og død. I magtesløshed påkøres den ene svage trafikant efter den anden af disse håndværkertosser, som i alvor mener, at vejen tilhører dem, og at cykelstien er til for at de kan åbne deres bildør. Med centimetertykke briller og skummende mundvige sidder de deroppe, mens flommen fra det hvide brød og de mange kilo penicilinsvin med det gula kiler sig ind mellem de svage ben og det store rat. Mindreværdskomplekserne udleves i form af dyt, båt og påkørsler i en by, der hverken kan rumme flere biler eller flere fæhoveder.

Der går ikke længe, før vi må genrejse voldene. En rejsning, der får betydning for miljøkampen og for det endelige opgør mellem vestegn og latte. En vold, der vil symbolisere grænsen mellem uendelig dumhed og ophøjet kulturklasse. En manifestation, der er langt vigtigere end de hypotetiske problemer, der for tiden blæses op af såkaldte midterpartier i vores gamle land. Et land, der nu for alvor trækkes ned i det bundløse dynd af sortarbejdere, lummer småfasisme og kopivarer.

Danmark, din korte chance er ved at løbe ud. Påkørslen er nært forestående.

Investeringerne ligger stille i vores land. Nogle giver skatten skylden. Andre giver dovenskaben skylden. Andre igen mener, at ansvaret ligger hos jyderne og de store pensionsselskabers socialdemokratiske fladpandehedging. Men i virkeligheden er årsagen, at fattigdom skaber kreativitet, mens rigdom skaber træthed, katatonisme og afasi. Derfor konvergerer velfærden mod en sølle vækst, en tomhed i vores samfunds sammenrend af småkriminelle pølsemænd og internationale gangstere, som til stadighed forsøger at franarre kompetente iværksættere det sidste af friværdien. Leverpletterne spejler sig i det fedtede hår, mens sprogbarrieren sætter nye grænser inden alting ender i det rene vrøvl, bræk og død. En underlig uforløst forløsning. Imens sidder Klovnen på bagsædet med stivnet smil og rejsning. En rejsning, der ikke har noget formål.

I disse tider, hvor vi ikke ved om dynamik og velstand skaber ulighed og social skævhed, eller om det forholder sig omvendt, at ulighed skaber vækst, oplever hovedstaden en markant stigning i antallet af indbrud i private hjem. I går gik det ud over en af GEJSTENs lovlydige skribenter.

Indbrudstyven blev overrasket og løb sin vej – hvor sølle at stikke halen mellem benene efter at have været en stor kanon og sparke en dørkarm i stumper og stykker – og den forurettede står tilbage med reparationer for mange tusinde kroner. Staklen blev vel lige så forskrækket som offeret og ville, om han blev fanget og dømt for forbrydelsen, få samfundets overflødighedshorn af terapeutiske, psykologiske og rehabiliterende tilbud i hænderne. Frit valg på alle hylder.

Men desværre bliver han hverken fanget eller dømt, for kriminalpolitiet i København har langt vigtigere ting at tage sig til end at køre ud til bestjålne borgere, der har været udsat for et brutalt indbrud og endda kan give et godt signalement af misæderne. De kommer ikke forskræmte mennesker til hjælp og er på ingen måde interesserede i at efterforske en af den slags forbrydelser, hvis mønster er bedst kendt og hvis konsekvenser er størst for de udsatte.

Næh, politiet har travlt i Danmark. Travlt med at slukke joints på Christiania. Denne tilsyneladende vigtige opgave for samfundet – at sørge for, at ingen kan købe en klump hash i den pestbefængte fristad (så hellere jage markedet ud blandt de for alvor dubiøse elementer på Nørrebro) – tapper nu politiet for ressourcer til den kriminalitet, de i bund og grund er sat i verden for at løse: Indbrud, røverier og vold. I stedet må vi ty til bedre og stærkere sikring og formentlig have lidt bedre “redskaber” i hånd, næste gang en ubuden gæst banker på døren.

For den næste, der rør min dør, dør!

Hvis intelligente mennesker drikker vin, hvorfor er franskmændene så dumme?

Et begavet spørgsmål stillet af min 8 årige datter efter en fransk serviceoplevelse i Alperne.
Nuvel jeg kunne have belært min spørgelystne datter om franskmændenes historiske mindreværdskomplex. Om deres kollektive angst for at indse at de ikke er den kulturbærende nation i verdenen. Men den dags svar blev blot en pædagogisk skyggeforklaring om retten til en dårlig dag, menstruation og kummerlige arbejdsforhold.

I dag fortæller Statens Institut for Folkesundhed os så, at en netop udført undersøgelse viser, at der er en tydelig kobling mellem intelligens og rødvinsforbrug. Altså de der der intelligente vælger at drikke rødvin. Og den lykkeligt uvidende drikker øl, og på en absolut dummeplads kommer den hårde alkohol.
Koblingen er interessant! Dog vil jeg med afsæt i det rødvinsslubrende franske folkefærd, der evident er dummere end resten af de europæiske nationaliteter mene, at der ligger andet bag.
Rødvin i dag er faldet betydeligt i pris siden de første frankofile forstadsbeboere begyndte at slæbe “Okseblod” med hjem til maden fredag aften. Den gang blev det som bekendt betragtet som kulturelt at kende til de 3 vinmærker Irma førte. Og at det var de bedrestillede der kunne fornøje sig med denne luksus i var grundet prisen alene.
I dag er vin blevet så billigt, at alle kan være med. En liter papvin kan købes for en rund 20. Og øl er i sin tur så dyrt, at ¬µ(Promille for penge koefficienten) med tydelighed anbefaler køb af vin.
Så hvor tidligere tro på det dydige valg af vin, må afvises til fordel for succesfuld promillejagt. Altså intelligente mennesker vælger altså vinen for den optimale ¬µ. Ikke overraskende! Platon selv skrev, at alkohol får tankes strøm til at flyde friere.

Det er min klare overbevisning, at der i de næste år vil blive arbejdet meget med den “hårde” alkohol blandt intelligente mennesker. Dette da harmonisering af priser og afgifter i EU har sikret en danske forbrugere en bedre pris på samme. Blandingsforbruget af alkoholtyper på vej ind i en renæssance, hvilket vil sikre forskere arbejde og penge langt ind i det næste århundrede.

Konklussionen er følgeligt: Rødvin ikke er et tegn på intelligens, blot under omstændighederne et intelligent valg.

Vor tids frihedskæmpere. Dem, der holder hjulene i gang. Medborgere, der sørger for, at de fattige enker og handicappede på 8. sal kan få repareret lokummet inden vandskaden har bredt sig. De er overalt. Vi skylder dem tak og må ærbødigt løfte på hatten. HURRAAA for dem.

Det er sortarbejderne, det drejer sig om. Og her tænker vi ikke på disse i vore tider så udskældte gæster fra eksotiske lande. Vi tænker på ganske almindelige bedsteborgere, der unddrager statskassen 50 milliarder kroner om året i deres velmente forsøg på at holde hjulene i gang. Penge, der ellers aldrig var blevet omsat. Misundelsesafgifter, som ellers ikke var blevet opkrævet.

En ny moral for en ny tid. Kan du ikke lide lovgivningen så skid den et stykke og gør hvad du vil. Find din egen, sørgerlige undskyldning for dit svindel og udnævn dig selv til folkehelt. HURRAAAAAA.

WAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAASSSS?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö?Ö

De der angiveligt lever af, at spamme sagesløse Internet brugere med tilbud om dette og hint, er nu ved at nå en grænse af stupiditet i deres arbejde, der er åndsvag.
For at undgå, at deres uopfrodrede reklamer opsnappes af diverse anti-spam anordninger, så handler det nu om, at fordreje budskabet og nøgleord, som selvsamme anti-spam programmer benytter, til så høj en grad af ukendelighed, at de ikke opsnappes. Det betyder for en jævn gennemsnits Internet bruger som mig, at hvor der tidligere var løfter om Stor Pik, Evig Rejsning, og billige lån nu kun er hundredevis af volapyk-mails tilbage.
Ord som Vi?§igggRrraa. Vi‚ï©‚ïúagry, Va‚åÇ?±l?Æ?ªm‚îºm og lignende tekst, der aller mest minder om en blanding af Jiddisch og Hebraisk er nu en stor del af min dagligdag. Dette medfører selvfølgligt kun, at de føromtalte anti-spam programmer bliver bedre og bedre til at opfange den stigende mængde volapyk, der i sin tur bliver mere uforståelig.
I sidste ende vil den primære trafik på Internet består af komplet sludder der sendes i ukontrolerbare mængder frem og tilbage mellem spam-filtre og spam’ere. Og midt i denne missære vil brugeren befinde sig. Fanget mellem ønsket om kommunikation med omverdenen og frygten for stavefejl eller grafiske indslag, der uafvendeligt vil betyde den sikre død i filtret.

Canada hvorfra intet godt er udsprunget, et folk af isbjørne og transvestitter. De har for mange hatte og for megen pulversne. Hvilket folk er latterligst i verden? Franskmænd! Nej… Canadiske franskmænd!

Disse mennesker, som med sørgerlige huer og gennemsnitlige intelligenskvotienter lader hånt om verdenssamfundets selvforståelse ved at deprivere den tredje verden for sygeplejersker, har nu kræket Danmarks suverænitet. En suverænitet, som går gennem generationer af innuitter og fordrukne bollevenner i bygderne op over fjordene og gennem indlandsisen, som ruller i det danske blod.

Vi danskere identificerer os gennem den grønsandske indlandsis. Vi er kolde som isen og varme som den kapital, som olien under isen lover os.

Gejsten siger: Lad det komme an på en prøve. En prøve mellem BS og de canadiske rangere, som har kvindetøj under de sørgelige dragter og kun drikker 12% alkohol. Gejsten siger F?òJ. Prøven går ud på at udtale HANS ?Ü på den rigtige måde. En konkurrence, som Per Stig og Shannon O’Doherty snildt vil kunne udspille i de lyse nætter på en sten i det arkitske hav, men vi andre betaler marginalskatter, der får vores EU-medborgere til at flygte i rædsel mens vores cafe latte bliver kold.

Uden frygt, ladhed og dårlige drømme bliver livet helt let at leve.

En lethed der med ærefrygt vil detronisere en hver canadisk opkomlings krav på det danske urfjeld, der dybt begravet i vores hjerter giver sig til udtryk i Hans ?Ö.

Kram den næste grøndlanske dranker du falder over på vejen hjem til din trygge forstad. ?ònsk ham tillykke med sejren, der skal sikre evigt liv nær Netto’s flaske automat!

Gejsten siger: Nudasitset og godaften.

Så blev Anna og Lotte 25 år.

De to pseudo lesbiske tøjdukker har nu i 25 år fortalt vore børn hvordan livet leves og hvem der bestemmer. Tidløse i med deres krøllede garnhår, har de leget sig til popularitet som et uskadeligt og opbyggeligt pædagogisk indslag. Altid politisk korrekte med skiftende legekammerater af blandet etnisk herkomst. Tillykke piger.. Det er godt gået at holde skruen i vandet i Danmarks Radio i 25 år.

Ved nærmere analyse er Anna og Lotte dog hjemsted for et skræmmende billed på den moderne mand. Deres trofaste tøjdukke Georg, der er drengen i legen, indrages altid smilende (mod sin tavse vilje) i legen. Gang på gang hamres han mod bordet, begraves i trylledej, druknes i vand med beskeden: ‚ÄùSe Georg vil også være med!‚Äù. Gu vil han ej! Som den moderne amputerede mand, skal han deltage begejstret i feminine ydmygelser af den sidste imaginære rest af mandelig selvbestemmelse, der er tilbage. Georg er det udtrykte billede på den moderne mand. opdraget og passet i institutioner domineret af kvinder. Uden egen vilje. Passivt, smilende betragtende sit eget køns undergang.

Georg … Du kunne have været blevet til noget stort!