GEJSTEN

Så blev sløret (!) løftet for kulturministerens kanon. En spraglet smeltedigle af litteratur, musik og kunst som alle kan lide. Alle er glade og alle skal gøres glade. For det er den nye tids mantra: Det jævne til enhver.

Men kanonen mangler noget. Vi mangler en kanonisering af den danske ledelsesstil. Det, der er særligt¬†på danske virksomheders chefgange. Nosseløse, ledløse og inkompetente mellem- og topledere, som skjuler de manglende evner udi strategisk og faglig ledelse ved en ordstrøm af vrøvl og forkortelser, der overstiger selv den største edb-nørd fra 1985. Denne leder burde stå som en stolt repræsentant for den danske lederstand, som et eksempel på ægte danskhed.

Lone Nørgaard,¬†som taler meget, og som vi spændt venter på dør for egen hånd, slår stadig huller i luften for prostitutionens legalisering og accept i samfundet som liberalt erhverv.¬†Det støtter GEJSTEN på vegne af mange danske mænd og i lyset af den stigende georgfisering af kønsrolledebatten.

Lad os få fagforeningerne på banen også. Dagpengesystemet indrettet derefter. Og ikke mindst få arbejdsformidlingerne til at henvise kvinder, der ikke liiige er i job. Om ikke AF er med på ideen, er der masser af privat initiativ. Klovnen fra Bollehavet påtager sig gerne rollen – inden for lovens rammer og i samfundets tjeneste – at fordele flise og fisse lige. HUUURRRRAAAAAAAAAAAAAAA og Fred.

En hilsen til Broderfolket, som har vores olie, og som udsøgt udplyndrer gæster i fjeldet med priser opskruet til niveauer, man kun har kunnet finde lige i Hitlertysklands sidste dage. Den onde lyd af Smotten, der tæller penge, giver ekko i Slæbeland, mens smerterne i lommen er skam, der forlader pengepungen. Hvor høj i hytten kan man blive?

I disse år krænger Skibet Danmark. Det krænger til en side, vi ikke har set længe. Fundamentalistiske præster sidder i regeringens støtteparti og spreder gift, mens præster i folkekirken ikke må sprede modgift. Det hele står på hovedet. Gamle grundtvigianere kæmper for Jyllands-Postens ret til at fornærme invandrere, mens det hele drukner i debatten om detbatten.

Sagen er, at regeringens støtteparti er ansvarlig for en forråelse af debatten grænsende til det rent racistiske, at de er skyld i, at vores omdømme i den civiliserede verden har lidt stor skade, og at vores regering – i hvilken statsministeren har ansat en gruppe ledere med meget langt mellem de ukyldsrene – indtil nu ikke har gjort noget for at imødegå de kræfter, som søger splittelse og uretfærdighed. Midt i debatten om andre kulturers manglende oplysningstid prøver man af al kraft og magt at føre landet tilbage til dengang man karikaturtegnede etniske grupper med store næser – og forsvarede det på tinge som legitimt og ansvarligt. Først en latterliggørelse og så en saglig debat om hvordan man mest effektivt kommer af med dem, man ikke kan lide. Som Pia Kjærsgårds sædvanlige offerteknik – fra indigneret hen over hovedrystende til forarget og til sidst konkret om “os” og “dem”.

Men nu har statsministeren holdt sin nytårstale. Den handlede om sammenhængen mellem ytringsfrihed på den ene side og ansvarlig tale på den anden. Nu må vi se, om han og regeringen er i stand til at omsætte de fine, borgerlige ord til konkret handling, og i situationen tage afstand fra det landsforædderiske bumletog af gamle fremskridtsfolk, fremmedhadere og nypuritanere.

Ellers får de så meget vind i sejlene, at Langballe og Krarup en dag vil begynde at smile. Og det syn vil jeg spare selv min værste fjende for.

Efter en herlig nat i Rosenhøjkvarteret i ?Örhus den 9/1-06, hvor biler blev overhældt med bensin og antændt, vinduer knust og forretninger ødelagt, lader Danmarks Radio forstå, at det måske har sammenhæng med Pia K‚Äôs seneste udtalelser om det Muslimske Trossamfund.

‚ÄùMåske‚Äù ‚Äì et ord der anvendt i journalistisk øjemed bekymrer mig meget. ‚ÄùMåske var det Helle Thornings udfordrende påklædning der startede optøjerne‚Äù. ‚ÄùMåske var det P1‚Äôs montage om muhamedanske pigers oprør mod tvangsægteskaber der startede optøjerne‚Äù. ‚ÄùMåske var det for meget kebab og luft i maven der startede optøjerne‚Äù.

Selvopfyldende profetier starter med det udtalte ønske om sammenhægn eller handling. Så at lade journalistiske spådomme tegne det politiske landskab er himmelråbende tåbeligt.

At Danmarks Radio, der er moralens selvudråbte vogter og opdrager, der går i spidsen med de tvivlende reportager er bekymrende. Om det er Kenneth Plummers overdrevne PSP forbrug, Georgs angst for kussen, eller frygten for racismespøgelset der gør hans journalister tvivlende skal jeg ikke spekulere offentligt over. Blot konstatere at journalistikkens lødighed står for skud.

/caj

Statsadvokaturen har netop opgivet at efterforske de udfald, som Louise Frevert har publiceret på sin hjemmeside under valgkampen. Man kan mene om Louise om man vil, men udtalelserne er i strid med loven og skal som sådan straffes. Problemet er, som med horderne af talentløse lovovertrædere på den borgerlige fløj i disse år, at man ikke kan placere et ansvar, Tørnæs undtaget. Som forbilleder for en ny tid viser disse politikere og kulturpersonligheder vejen for os alle. En vej, der går gennem ærekrænkelse, sortarbejde, skattesvindel, bagvaskelse og forgøgling. En sølle vej uden om sandheden og stoltheden. En svigets vej.

Men nu tager det gamle Socialdemokrati, som jo netop har indset fornuften i regeringens skattestop, affære. Ganske som presseloven foreskriver en ansvarshavende, som i alle tilfælde – forvirret i Londons undergrundsbane eller ej – skal stå inde for indholdet i et medie, vil man nu indføre en ansvarlig webreaktør på websteder, som gør meninger gældende.

Dertil må GEJSTEN melde klart ud, at der ingen tvivl må herske om den til enhver tid ansvarlige webredaktør på dette stolte, gamle websted, som tænkes undertiden at udvise holdninger. Klovnens skygge hænger som den rivende sure lugt fra den sovende, hjemløse kone i toget og viser, at han har det endelige ansvar.

Gejsten er nu gået over til edb.

Dele af den muslimske verden bliver ved med at overraske. Netop som den gode dialog og de velmente fagter for at få gennemført den evige fred, så er den gal igen. Nu har den Iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad bedt om at få relokeret Israel til Alaska. Tanken er meget spændende, men endnu ikke fuldt gennemtænkt. Denne type eksperimenter er ikke af det onde. Tværtimod bør netop dialog om det umiddelbart umulige bydes velkommen. I det umuliges krydsfelt findes løsninger, der ofte kan overraske og bringe nyt lys over fastlåste situationer. At tænke Stort er en sjældenhed, og kredit for det mod skal Mahmoud Ahmadinejad have.

Samtidigt trues vi med bål og brand fra netop selvsamme Mahmoud Ahmadinejad. Angiveligt er præsidenten tilhænger af Den 12. imans skole, der prædiker en snarlig dommedag efterfulgt af det Islamiske 1000 års rige, hvor alle skal af med hovedet, med mindre vi bekender den rette tro Islam. Senest til sidste FN samling, blev Mahmoud Ahmadinejad fra talerstolen set omgivet af et mystisk lys. En aura der hentyder til, at samme Mahmoud Ahmadinejad er den genkomne messias, der varsler begyndelsen på enden.
Frygt ikke! Vores løsning er gemt i mytologien, Vores egen Nordiske mytologi. De kan true med Iman’er og 200.000 jomfruer der venter. Jeg siger.. Giv dem verdenens endeligt på godt gammelt dansk. Vi lægger ud med Fimbul vinteren med sine 3 lange, mørke kolde år uden sommer. Der efter slipper vi Fenrisulven løs, der æder alt på sin vej. Og så til sidst så en god slåskamp med Jætterne, hvor alt drukner i blod. Så kan vi se hvor mange falafler der kan sælges under de omstændigheder

Julen er en dejlig lang undskyldning. Undskyld for svigtet i året, der gik. Undskyld for planerne, der ikke lykkedes. Undskyld for den dalende virilitet, for hestebranderterne, for vanrøgten og for alt, alt for meget alkohol. Undskyld for det med svigermor og veninderne. Det var også en slem forskrækkelse, men jeg vidste jo ikke, de blev så sent.

Kønskampen er udtalt i Julen. Georg er her reduceret til et skaffedyr af bibelske dimensioner. Slæbende på juletræer og -branderter ved mønstring af det allersidste overskud ungår han at ALLE dør i Magasin lørdag eftermiddag. Og det bliver værre og værre – 14 dage til julebal i spasserland giver sære tømmermænd, som skal plejes.

Hun siger, hun forstår. Vi laver nye forsæt. Men mærker mor efter, om pungen er tung? For det er den!