GEJSTEN

Er man født til en skilling, bliver man aldrig til en daler!

Lad ham uden samvittighed nakke den første synder!

Fremmedhaderne, som ikke kan forstå ordets magt, og som derfor synes de skal have lov til at fornærme alt og alle, er nu klart repræsenteret af lansbytosserne i enkeltsagspartiet. Anført af den store kulturpersonlighed Messerschmitt lader man forstå, at ytringsfriheden er absolut! Ikke noget med fine fornemmelser her.

GEJSTEN bifalder denne klare udmeldelse. Ordet er frit. Lad os tage fat med det samme på opgaver, der kan skabe V?ÜKST og VELSTAND, som før var svinebundet af ytringsfrihedsbegrænserne.

Vi begynder med videresalg af adgangskoder til informationssystemer med adgangsbegrænsning. Hey, vi har ytringsfrihed. Så publicerer vi alle billeder af venner, naboer og kolleger, som i private omgivelser har kvajet sig, på nettet. Også alle de private breve og emails, der kan komprommittere tidligere venner, må offentliggøres. Dernæst tilstræbelse af vold og hærværk. Det har vi jo vores ytringsfrihed til. For ikke at nævne at sælge fortrolige oplysninger om statens sikkerhed til fremmede stater – hey, vi har ytringsfrihed. I gang med bagvaskelser og ærekrænkelser, det er det mindste, vi kan gøre, for at forsvare vores ytringsfrihed. Da den kan bruges, skal den bruges! GEJSTEN siger: Fjern den passus i grundloven, der siger “under ansvar for domstolene”. Det er jo noget pjat med alt det ansvarlighed. Vi skal have ABSOLUT ytringsfrihed. ALT skal kunne siges! MEGAFONMAND står på sæbekassen og redder den vestlige kultur!

Mørke kan ikke fordrive mørke, kun lyset kan. Had kan ikke fordive had, kun kærligheden kan.

Fra sin lille palmehytte omgivet af smilende Tai-drenge langer Havenissen Ib Michael igen ud efter sit broderfolk.

Smurt ind i egen selvfed sololie beklager Havenissen, at han ikke længere kan nyde sin Caffe Latte i fred på den lokale bæverding. I det verdensfjerne kollektiv af kunstnere og andre på livstidsydelser fra det offentlige, er verdens ondskab nu nået frem. I en tårevædet kronik beder Havenissen os i Danmark residerende om at opføre os ordentligt. For vi kan ikke være bekendt, at små drenge med stor øjne ikke længere ser Havenissen som den rare onkel fra det lille land i Nord.

En sjælden Virus har ramt den lille enklave i de små drenges land. Den nye sygdom er ‚ÄùFejhed‚Äù. Havenissens fejhed er usmagelig. At vige yttringsfrihedens side til fordel for egen røvs behageligheder er skæmmende.

Gejsten har ordet. Og ordet er Frihed.

Danmarks daginstitutioner drives af kvinder. Vi er alle opvokset med denne virkelighed, der har gjort de fleste af os til stumme skaffedyr uden egen vilje. Og nu er billedet ved at fuldbyrdes. Mindreårige drenge ansættes nu i rollen som “juniorpædagoger” så de største af institutionernes drengebørn kan holdes væk fra de kvindelige pædagoger, når de skal “tumles”. Og 12-årige juniorpædagoger mistænkes vel næppe for pædofili?

Endnu et marchskridt mod den endelige ydmygelse af mandekønnet – næste skridt bliver vel at blive hakket og proppet op i røven på sig selv.

Så oprandt dagen, hvor de syge dyr endelig trodsede vores hellige grænser og flaksede ind i det hæderkronede, gamle land. Disse syge dyr, som vi har ventet på i månedsvis, og som vi nu har en plan for. Vi holder de danske dyr klart adskilt fra de fremmede. Ingen kontakt er tilladt. For ved kontakt skabes smitte, og så ved ingen, hvor det ender henne. GEJSTEN venter spændt på en udtalelse fra Pia så vi kan få fuglenes status som illegitime invandrere, som er frø af ugræs, helt og aldeles fasttømret.

Så går regeringspartierne, fremmedhaderstøttepartiet og gud hjælpe mig socialdemokraerne og det radikale venstre i fælles front for endnu engang at fjerne grundlaget for fri forskning og langsigtet vidensakkumulation.

For godt 10 år siden indførtes taxametersystemet, som vi i dag ved kun har medført en pølsefabriktendens. Ikke at pølser per se er af det onde, men de har ikke deres plads i auditorierne. Taxametersystemet medførte et øget fokus på gennemførelsesprocenter og derigennem ikke mindst en slækkelse af kravene til de studerende. Sammen med bachlorordningen sårede det vores stolte universitetstradition dødeligt. Fag, som ikke kunne mønstre tilslutning – og det er jo desværre ofte dem, der kræver en større indsats – slukker og lukker fordi bevillingerne forsvinder. Hele forskningsområder, der har taget dekader at bygge op, forsvinder på få år.

Og nu kommer nådestødet. Man vil give universitetsansatte lektorer og professorer bonus, hvis deres studerende i en fart får job efter dimmisionen. Ja, du læste rigtigt. Jo mere erhvervsrettet vi indretter vores fag, jo flere penge i julegratiale. Har man da slet ikke forstået, at universiteterne har et ansvar for det langsigtede uden en forpligtelse for, om det nødvendigvis er nyttigt inden for en kort årrække.

Hvis vi er blevet så fattige, at vi ikke kan uddanne vores ungdom uden at skulle have en garanti for returkommision i klingende mønt, er det for alvor slemt. Vi lærer ikke for livet, men for kapitalen.

Endelig. Endelig sluttede Thorsbos uendelige historie. Dødssyg hverdagsromantik og ligegyldigheder gentoges uge efter uge i en tåkrummende føljeton om hvilken man alene kan huske at Palle ikke fik Ida – sikkert fordi hun så ville komme til at hedde Ida From.

Alligevel kunne man i seriens sidste afsnit se, hvordan 68-generationen kom ind på scenen. Slendrian og misforstået konsekvenspædagogik koblet med inkompetence på dansegulvet og livstræthed inden de 40 blev udgangspunktet for et Danmark i 70′erne hvor alt, der kunne ende på gulvet, endte der. En strålende finale på et stykke mellemlægspapir i TV-drama.

En tur gennem Strøget fredag morgen afdækker tydeligt den stigende obese-epidemi i vores gamle, stolte land. Horder af sølle kulhydratvrag krabber sig ned ad den ærværdige gågade, det tomme blik vidnende om den evige tanke om det næste måltid.

Alle er uenige om årsagen. Ernæringsrådet vender og drejer kostpyramiden, så den står på ny spids hver andet år. Myriader af genfødte alternativbehandlere fremkommer med diætstrategier indeholdende alt fra røvlæsning til badning i tungt vand. Selv Tor Nørretranders er selvudråbt til ekspert på human ernæring og har ganske forusigeligt taget parti for urmennesket.

Men sandheden er en anden. Hvis du vil tabe dig, er der ?©t og kun ?©t råd: Læg bestikket fra dig af og til. Hold op med at spise de absurde mængder. Lær at frygten for sulten ikke er en fjende, men en ven du skal invitere indenfor. Smerten i maven er din vished for, at du er i live. Accept?©r den og lad den fylde dig.

Og så lad os kvittere fra Bollehavet med et forslag om ?©n dag der skal være den store ædedag. Den dag, der slukker og lukker alle årets julefrokoster og påskemiddage. Den reciprokke Ramadan. Le Grand Bouffe i danske gevandter. Men de tykke er ikke inviteret.