GEJSTEN

I lighedens ånd foreslår GEJSTEN oprettelse af et Hetero-OL, hvor man ikke må være med, hvis man ikke er heteroseksuel. For vi skal jo fejre, at vi er forskellige.

Mens dansken lystigt brænder SP-penge af på ferie i udlandet, så er Helle T. kommet med venstrefløjens sommerudspil: En ærlig dialog om at hæve skatten. Ak ja krisen kradser, så nu må alle til læderet igen. En dejlig plan, der skal sikre os alle velfærd fremover. Men hvem skal egentlig sikre væksten, innovationen og driftigheden som skal facilitere de yderligere midler? Det bliver ikke de virkelystige, der endnu engang får reduceret de få fri midler, der er tilbage til investering. Den jævne dansker vil blot i øget omfang søge udenom skattetryk og regulering. Bytteøkonomi og sort arbejde vil nu i højere grad præge hverdagen. En af den økonomiske læres hædrede mæcener Poul Romer, der i mange år har arbejdet med forholdet mellem innovation, teknologi og vækst, har tidligere udtalt om kriser: “A crisis, is a terrible thig to waste!”. I sin simpelhed så rigtigt. De der formår at udnytte kriser til at være innovative, progressive og fremadrettet kommer styrket ud. Så lad blot Helle T.  stå i sin nederdel blottet for kompetence og vente på bussen med opsvinget, der aldrig kommer. Gejsten siger, vi bygger sku bussen selv, og vælger hvor vi vil hen!

Nationalbanken oplyser at der nu skal der være billeder af broer på de
danske pengesedler. Og så kan man jo ikke andet end at vende øjnene mod
himlen.

Det er ikke fordi billederne af de danske broer i sig selv er grimme -
for det er de. Det er jo ikke vigtigt hvordan ens penge ser ud, men
udelukkende vigtigt hvor mange man har. Eller havde. Se bare på Stein
Baggers fjorten milioner venner på Facebook.

Det er heller ikke fordi denne slet skjulte transformation fra nationalt
prægede betalingsmidler til kønsløse blanke Euro er problemet. Den
startede jo med forfladigelsen af ti- og tyve-kronen ved at fjerne
indgravering i randen af mønterne, og nu er det åbenbart tid til
ligefrem at fjerne nationale ikoner, lige fra Carl Nielsen til Niels
Bohr. Den sidste som endda var en rigtig verdensstjerne, men som jo
desværre er portrætteret med et agregat til rygning i munden, og det kan
man jo heller ikke have. Måske er det meget godt, for så slipper vi
måske for at få Prinsesse Henrik på pengene. Nej, det er ikke derfor,
for vi skulle have været med i Euroen fra starten, ligesom vi skulle
have været med i politisamarbejdet, men i stedet for sendte vi de rare
grænsevagter hjem for at prioritere vigtigere opgaver som at beskytte
artisterne i det omrejsende miljøcirkus fra pøblens overfald.

Næ, det egentlige problem er at det bare er Nationalbankens undskyldning
for at kunne trykke endnu flere penge for at imødegå Krisen. Som om det
ikke er nok at iscenesætte en kollektiv buksepisning ved at udbetale
pensionspenge til hele befolkningen så vi kan forbruge endnu mere lige
nu og her.

Så skik følge eller land fly! Til Sankt Hans vil jeg, klædt ud som
brobisse eller Piratparti, danse på en kunstig Femernbro bygget af gamle
sedler fra vores tømte dyner, og på behørig vis futte resten af
opsparingen af.

Danmark er et samfund, der ligger i aflåst sideleje. I live og sikret mod bevægelse. Hverken frem eller tilbage kan det bevæge sig. Blot ligge, fikseret til eget bedste i status quo. Hvorledes skal vi forsøge at bringe kroppen fremad og ruste samme til fremtidig kamp om ressourcer, indflydelse og overlevelse i en verden, der accelererer i hastigt tempo med innovative skridt? Som vi nu har valgt at ligge, trygt i aflåst sideleje. Sikret mod kvælningsdød i eget opkast, præpareret til indgreb ved pludselig ildebefindende kan vi blot se på, at verdenen iler forbi med hastige skridt. Tanker om at forberede os på morgendagen, der kommer, bliver meningsløse når vi ligger ned.

Det er på tide, at vi indser, at bevægelse er den eneste mulighed vi har tilbage. Patienten Danmark skal rejses fra lejet. Gøres klar til udfordringerne, der venter og så afgjort ikke bliver mindre for hver minut, der spildes.  Danmarks hjerne skal vækkes. De der besidder evne til erkendelse må bringes til at indse, at kun døden venter på den der ligger stille. Den liberale grundtanke om den enkeltes skaberkraft skal italesættes. Individets egen tro på, at eget produktive bidrag kan skabe vækst, skal være reveillen, der vækker den slumrende krop. De yngste, børnene og de kommende skabere af fremtidig velfærd, skal lære at deres bidrag og egen skabt velstand er sikkerhed for, at den almene velfærd kan overleve på sigt.

Så opfordrer stramtanten og andre søstre i forbindelse med det forestående europaparlamentsvalg til, at kvinder skal stemme på kvinder, fordi de er kvinder – altså både dem, der stemmer og dem, de stemmer på. Det gryende matriarkat vokser åbenbart ikke hurtigt nok. Med helt åbenlyse opfordringer til kønskvotering gennem solidaritet med kønnet må vi andre målløst se til fra sidelinjen. Der er kun ét at gøre. GEJSTEN opfordrer alle læserne til at stemme på de kandidater, der har et rimeligt alkoholforbrug. Stol ikke på en mand, der ikke drikker. Det er som en kok, der er slank. Det DUR ikke.

Messerschmitt ønsker grænserne tilbage. Men er det 1964-grænserne? Nu har han chancen. Endelig et valgprogram, der vil få vælgerne til at forstå, hvad EU-debat også kan være. En lille territorialkonflikt med tyskerne er hvad vi har brug for. Vorwärz!

I dette land, hvor strengere straffe og mere forbud er tidens løsning, vender vi nu hovedet mod fodbolden. Denne sport, som nok i sin kerne engang har været stolt og bygget på ære og flid, er i dag en stupid og primitiv spejling af samfundets kedeligste sider. Prøv at lytte til en fodboldmand udtale sig. Det er det rene og skære ligegylle. “Vi var foran, så gik vi lidt kolde, og så var de andre bedre til at udnytte chancerne.” Mere meningsløshed fra de tanketomme fodboldtåger. Og trænerne, som ligner bankassistenter, der aldrig fik forfremmelsen. Endnu mere tåbesnak. I kølvandet på alt dette er tilskuerne, en samling af vores engang så stolte lands mest nytteløse elementer – fadbamser og strubebrøl med gadeslagsmål og drab på samvittigheden. GEJSTEN siger derfor: Forbyd fodbold som vi har forbydt rygning og anden glæde, og sæt alle med en bold i spjældet. Længe. Det virker!

Så fik vi endnu en lille prins. I blitzlyset og Billed-Bladets hofsnoges hurra-råb er dette latterlige, lille lands kongehus nu igen forøget i omfang og i udgifter for os andre, der i afmagt ser til mens middelmådighedens aristokrati og fladpandethed danser videre. Der minder om tarveligt toiletpapir – det med uægte farver, der ender med at gøre pisset grønt. Det onde skal ud. Vi kan ikke være det bekendt. Tæerne kan ikke krympe yderligere.

Nu brilleirer De Retfærdiges talerør Politiken igen med en gang hverdagskultur. Fire unge gennemsnits-normale-mennesker skal dokumenterer deres unge hverdagsliv over 10 uger i bekymrende nær fremtid. Her citeres fra de enkelte profiler:

“..18 år; kommer fra Odsherred. Han har meldt sig som frivillig til Hærens opklaringsbataljon. Først senere opdagede han, at uddannelsen skulle foregå på Bornholm, og at han samtidig havde meldt sig til at gøre tjeneste i den afghanske Helmand-provins..”

“..20 år; kommer oprindeligt fra Nordsjælland, men lever sit liv i den københavnske undergrund som dj og festarrangør. Louisa tager aktivt del i storbyens lesbiske klubmiljø..”

“..19 år..er lige nu i gang med sit eget personlige løsrivelsesprojekt, for hvis han ikke flytter hjemmefra frivilligt, vil han blive smidt ud. Elton er allerede på vej ud, men har foreløbig slået sig ned i familiens garage, fordi han er bange for at skulle stå på egne ben..

“..20 år..tilhører en ung generation af politisk aktive kvinder. Som tiårig blev hun og hendes søskende kidnappet af deres far og bortført til Libanon..”

Gejsten siger, hvis dette er et udtryk for det normale, så er der håb derude. Ikke et håb om velstand og fremgang for nationen Danmark, men for Danmark som eksperimentarium for det umulige. Ikke én er på vej mod et produktivt liv til gavn for sig selv eller omgivelserne.  Tværtimod! Der er en, der har så lidt styr på hvad han vælger, at jeg ikke ville betro ham 50 øre til at købe slik, i frygt for at han endte med at købe svovlsyre istedet. Den 2.  kan man svagt håbe på, kan finde en karriere i voksenunderholdningsbranche. 3. manden kommer nok aldrig ud af garagen. Vi kan så håbe, at der kan smides mening ind gennem porten. Og som rosinen i pølseenden. Det lille tørklæde og ulven. Nu igen er en ferie forvekslet med tvang. Politikens normalitetsbegreb skræmmer. Men trøsten er, at De Hellige aldrig har skabt verdnen. De suger blot suger blod fra arbejdet, de ikke magter at udføre.