Man har altid sagt, at politikere lyver eller ikke rutter med sandheden, eller hvordan man nu skal formulere denne kvarte sandhed i beskrivelsen af en vanskelig håndtering. hvor hensyn står over for hensyn og en redigering af sandheden nu og da er på sin plads. Men det gælder almindeligvis om at bevare troværdigheden. Sådan har det været.
Sådan er det ikke i dette flertals tid, hvor politikere som Luise Frevert eller Brian Mikkelsen eller for den sags skyld statsministeren lyver. Fanges de i det, bliver det gjort til et spørgsmål om ytringsfrihed. “Jeg har min ytringsfrihed til at hævde, at månen er lavet af grøn ost, og at de kulturradikale er skyld i alting. Er det løgn? Jamen, min ytringsfrihed!”
Man spørger sig selv, hvad der skal til for, at en politiker i det nuværende flertal, efter at være blevet grebet i at lyve og har nedsat sig selv i almindelig agtelse, trækker sig fra sit ombud. Går Lene Espersen nu af som minister, fordi det nu står klart, hvor tynd Vollsmose-sagen er? Espersen, der inden grundlovsforhøret udtalte, at dette var den alvorligste sag nogensinde. Justitsministeren! Ikke i en bananrepublik, men i Danmark med de nok så besungne værdier og den Karen Jespersenske sammenhængskraft i hoved og røv.
Eller Brian Mikkelsen. Hvordan kan han blive siddende efter det viser sig, at han ikke alene lyver, men overtræder al god moral og forvaltningsskik? Eller Frevert – at hun ikke allerede efter det med hjemmesiden, som hun tog ansvaret for, men ikke havde skrevet og læst, men stod inde for uden at kende indholdet, som hun var imod, meldte sig som mavedanserinde i Fremmedlegionen er ubeGRIbeligt. Intet af det, hun siger, står nu til troende. Vælter sig i løgn og humbug for at komme i medierne. Men hun har jo syn ytringsfrihed.
Hvis man er i det humør kan man mene, at politikere, der lyver og slipper af sted med det, udlukkende fordi de beskyttes af et flertal, undergraver folkestyret. Uden tillid går det ikke, når det ene udsagn kan være lige så godt, eller snarere skidt, som det andet. Masseødelæggelsesvåben er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved. Nå nej, men så var det noget, vi troede, vi vidste, og statsministeren har sin fulde ytringsfrihed til at tro, hvad han ved, og vide, hvad han tror. Og der er ikke noget at komme efter, for der er ikke noget at vente sig.
“Forbrugerens gennemsnitlige dumhed stiger med hans købekraft.” Senest har forbruger-organisationerne gået i brechen for deres stakkels medlemmer, som har købt sig fattige for de i friværdien så billigt belånte midler i fladskærme, som ikke rigtig duer. De stakkels forbrugere, der skal vise naboen og svigerfamilien, at her går det rigtig godt, for nu kan vi hænge tv-apparatet på væggen.