Baglænskausalitet og Mørkemænd
I disse år krænger Skibet Danmark. Det krænger til en side, vi ikke har set længe. Fundamentalistiske præster sidder i regeringens støtteparti og spreder gift, mens præster i folkekirken ikke må sprede modgift. Det hele står på hovedet. Gamle grundtvigianere kæmper for Jyllands-Postens ret til at fornærme invandrere, mens det hele drukner i debatten om detbatten.
Sagen er, at regeringens støtteparti er ansvarlig for en forråelse af debatten grænsende til det rent racistiske, at de er skyld i, at vores omdømme i den civiliserede verden har lidt stor skade, og at vores regering – i hvilken statsministeren har ansat en gruppe ledere med meget langt mellem de ukyldsrene – indtil nu ikke har gjort noget for at imødegå de kræfter, som søger splittelse og uretfærdighed. Midt i debatten om andre kulturers manglende oplysningstid prøver man af al kraft og magt at føre landet tilbage til dengang man karikaturtegnede etniske grupper med store næser – og forsvarede det på tinge som legitimt og ansvarligt. Først en latterliggørelse og så en saglig debat om hvordan man mest effektivt kommer af med dem, man ikke kan lide. Som Pia Kjærsgårds sædvanlige offerteknik – fra indigneret hen over hovedrystende til forarget og til sidst konkret om “os” og “dem”.
Men nu har statsministeren holdt sin nytårstale. Den handlede om sammenhængen mellem ytringsfrihed på den ene side og ansvarlig tale på den anden. Nu må vi se, om han og regeringen er i stand til at omsætte de fine, borgerlige ord til konkret handling, og i situationen tage afstand fra det landsforædderiske bumletog af gamle fremskridtsfolk, fremmedhadere og nypuritanere.
Ellers får de så meget vind i sejlene, at Langballe og Krarup en dag vil begynde at smile. Og det syn vil jeg spare selv min værste fjende for.
February 9th, 2006 at 9:11 am
Det kunne de øjensynligt ikke.