Rødskrigerne og de stakkels børn
Fagforbundet 3F kører nu omkostningstunge hvervekampagner på billboards med børn, der er ulige. Med store bogstaver bliver man belært, at “Rige børn holder længere end fattige” og ser på et billede af en knægt med tennisketcher og en anden med noget, man aldrig rigtig forstår, hvad er.
En helt igennem misforstået logik, men hvad kan man forvente af institutioner, som ikke engang selv kan forklare deres lønstatistikker. De riges børn lever ikke længere fordi deres forældre er rige. Det er langt mere sandsynligt, at de gener, der gjorde deres forældre i stand til at gøre en ekstra indsats også bor i børnene. Og 1000 andre omstændigheder, som man åbenbart skal være student for at forstå.
Men som et barn sagde ved busstoppestedet: “Det er da ikke de rige børn, der holder længere. Det er de raske børn.” Man får ikke raske børn af at plædere for nulvækst og bruge resten af livet på at “kæmpe” om den kage, der aldrig blev større.