GEJSTEN

Så blev sløret (!) løftet for kulturministerens kanon. En spraglet smeltedigle af litteratur, musik og kunst som alle kan lide. Alle er glade og alle skal gøres glade. For det er den nye tids mantra: Det jævne til enhver.

Men kanonen mangler noget. Vi mangler en kanonisering af den danske ledelsesstil. Det, der er særligt¬†på danske virksomheders chefgange. Nosseløse, ledløse og inkompetente mellem- og topledere, som skjuler de manglende evner udi strategisk og faglig ledelse ved en ordstrøm af vrøvl og forkortelser, der overstiger selv den største edb-nørd fra 1985. Denne leder burde stå som en stolt repræsentant for den danske lederstand, som et eksempel på ægte danskhed.

I disse tider, hvor vi ikke ved om dynamik og velstand skaber ulighed og social skævhed, eller om det forholder sig omvendt, at ulighed skaber vækst, oplever hovedstaden en markant stigning i antallet af indbrud i private hjem. I går gik det ud over en af GEJSTENs lovlydige skribenter.

Indbrudstyven blev overrasket og løb sin vej – hvor sølle at stikke halen mellem benene efter at have været en stor kanon og sparke en dørkarm i stumper og stykker – og den forurettede står tilbage med reparationer for mange tusinde kroner. Staklen blev vel lige så forskrækket som offeret og ville, om han blev fanget og dømt for forbrydelsen, få samfundets overflødighedshorn af terapeutiske, psykologiske og rehabiliterende tilbud i hænderne. Frit valg på alle hylder.

Men desværre bliver han hverken fanget eller dømt, for kriminalpolitiet i København har langt vigtigere ting at tage sig til end at køre ud til bestjålne borgere, der har været udsat for et brutalt indbrud og endda kan give et godt signalement af misæderne. De kommer ikke forskræmte mennesker til hjælp og er på ingen måde interesserede i at efterforske en af den slags forbrydelser, hvis mønster er bedst kendt og hvis konsekvenser er størst for de udsatte.

Næh, politiet har travlt i Danmark. Travlt med at slukke joints på Christiania. Denne tilsyneladende vigtige opgave for samfundet – at sørge for, at ingen kan købe en klump hash i den pestbefængte fristad (så hellere jage markedet ud blandt de for alvor dubiøse elementer på Nørrebro) – tapper nu politiet for ressourcer til den kriminalitet, de i bund og grund er sat i verden for at løse: Indbrud, røverier og vold. I stedet må vi ty til bedre og stærkere sikring og formentlig have lidt bedre “redskaber” i hånd, næste gang en ubuden gæst banker på døren.

For den næste, der rør min dør, dør!

Påskens lidelseshistorie genfortalt…

Forsøgte i dag at geninstallere – som det hedder – styresystemet Windows XP på en temmelig ny Dell Dimension, der blev indkøbt med support og det hele. Dell præinstallerer jo Windows, men som bekendt lever dette system typisk kort tid, før kriminelle bander på Internettet har overtaget maskinen med alskens trojanske heste: Sikkerheden er ikke i top (og det finder folk sig åbenbart i, mens de betaler skat til Bill).

Nå, men efter endt geninstallation kunne maskinen ikke finde sit netkort. I gamle dage lå det på en disk, men her var kun den samme Dell OEM cd. Ringer til Dell Support. Får en svensker i røret, som taler meget dårlig dansk. Efter mange famlende forsøg på at få at vide, hvilken netkortmodel der er i maskinen samt hvilken placering på cd’en, drivprogrammet findes (afstedkom 18 minutters ventetid med Nik&Jay) fik jeg følgende besked: Du har ikke fået drivprogrammerne med ved leveringen. Nåh, så forstår jeg bedre. Lettere oprevet over fejlen, men dog glad for at have fundet rodårsagen til alle mine problemer denne tirsdag, beder jeg supporteren om at sende de manglende programmer, så jeg kan få kalorius på benene igen.

Det gør man ikke. Punktum. Han var meget specifik omkring det. Og så sagde han noget mærkeligt. Du kan finde drivprogrammet på nettet. Jam, jeg skal for HELVEDE BRUGE drivprogrammet for at KOMME på nettet! Han kunne godt se, der var et paradoks et eller andet sted og undskyldte meget. Jeg ønskede ham god påske og lagde på – der var nu gået over 40 minutter, og det eneste jeg var blevet klogere på, var, at Dell ikke kunne sælge en PC med drivprogrammer til styklisten af hardware indeni.

Lige inden jeg smækkede røret på, eller hvad man nu gør med en mobiltelefon, fik han spurgt, om jeg ikke havde en ven, der kunne et eller andet. Sådan er det altså stadigvæk, efter så mange år skal man stadig være velsignet med et nørdevenskab for at kunne så meget som tænde for sin pc. Bronzenålen får du, hvis du har det lille PC-kørekort. Sølvnålen, hvis du har et MSCE-certifikat (som samtidig er din billet til helvede).

Men guldnålen tilfalder kun de få, som har en bror, som er datalog. Farvel, Dell.

Det kulturradikale oprør, det fundamentale opgør med konformismen og autoriteterne, de store ord og de bløde værdier – i dag kan vi se, hvordan hele baduljen er blevet nedarvet til børn og børnebørn, og det er ikke et kønt syn.

Mage til åndsforladthed skal man lede længe i historien efter. Mennesker med en holdning til udtryk eller som har taget formmæssig stilling til sine omgivelse – og, oh skræk, måske bruger sine penge på det – udråbes som smagsdommere med “rigtige holdninger”.

Der har vi den endelige fiasko udstillet – hvor forældre ikke længere læser for deres børn, hvor IKEA er lige så godt som Fritz Hansen, og hvor alle, der sætter form over funktion – eller kunst over mammon – bliver irrettesat, som om han stadig var barn af en 68er. Du har jo ikke forstået, hvad det handler om.

For det handler om at skrabe til sig så hurtigt, det overhovedet kan lade sig gøre. Livet er frem for alt for kort, så der er ingen tid at spilde. Men det nytter ikke. Slaget er tabt. Uanset, hvor stor vækst vi i Thor Pedersens forudbestilte analyser kan drømme med om vil det ikke ændre på andet end mængden af flomme under dobbelthagerne på VL-mødedeltagerne, mens pengene bliver brugt til rædsler og fugleskræmsler i vores gamle hovedstad.

Civil ulydighed – eller blot at optræde ikke-konformt i ramme alvor – kan i det moderne Danmark sidestilles med socialt selvmord. Det er ikke velset, ikke en farbar vej til Det gode Selskab. Fra alle lag i samfundet ses en regression tilbage mod det konventionelle, det afprøvede og det sikre. Alternativer er af det onde. Anderledes boligformer, samliv, jobs bliver portrætteret i udsendelser, som var det en antropologisk sensation. Tænk, at man kan fravælge høj løn for en gåtur i Dyrehaven.

Og det sker også i det daglige. Dagens unge, som jo er børnebørn af 68′erne, er fantastiske til at indrette sig efter systemer. Der bliver ikke stillet spørgsmålstegn ved noget som helst, selv hvis man står foran himmelråbende dumhed. Nej, man accepterer reglerne og indretter sig efter procedurerne. Et forsvindende antal af politisk aktive unge bliver anset for kedsommelige dagdrømmere, der endnu ikke har fattet, at der ikke er noget at stille op. Mellemledere og betroede medarbejdere i vækstbrancherne marcherer i takt til intetsigende mission statements, mens lønforhøjelser erstattes af aktieoptioner. Forældre, som for længst har accepteret, at det er bedre at få “mere for pengene” end kvalitet for dem, står i kø i elendige masseindkøbscentre og står med blanke øjne og betaler som kvæg i køen til sømpistolen. De har ingen intention om et virke i en skolebestyrelse, men accepterer gerne seks flasker tarvelig rødvin for at være med i en meningsmåling om tv-vaner, altimens de læser BT, så der sker noget.

Livsstilssygdommenes topscorere er diabetes-2, depression og fedme. På fjerdepladsen finder vi kedsomheden. Og inden længe kravler den op på vinderskamlen og skriger ud over vores gamle land. Skriger som en syg burhøne, der spiser sin egen afføring og henslæber sit sølle liv i en endeløs betragtning af gentagelsen.

I de blegrøde sandalers spor.
Holdes vi nede hvor tryghedens mangel gror
Snuser morgenrødmens visne duft.
Båret af generationers mangel på luft.
Læner blidt øret ind i mediernes kald.
lytter efter mine søskendes fald.

De havde kæmpet så hårdt, de gamle 68′ere. Haft en aktiv ungdom på den rette side af det forkerte. Kæmpet for de svage, født børn, plantet træer. Og nu tilbagestod kun et punkt på smørrebrødssedlen for den “Gode liv”. Den sjælelige udsalgsliste der skal sikre de rettroende en evig plads i himlen eller i det mindste ?©n god retrætepost i det etablerede: “Skriv en bog!”. Emnet er egentligt underordnet. Om det er skønlitteratur eller fiktion uden værdi. Blot der bliver produceret en bog med dit navn på.

Men ak. I iver efter at fuldende det fuldendte jokede de gamle lejesvende en efter en i den spejlblanke spinatsø. En efter en har nørden fra bagerste række. Ham med de tykke briller, fedtede hår og den usvigelige hukommelse afsløret deres bedrag. Evne til at producere egne værker er i berømmelsens skumringstime erstattet med tyveri og afskrift. Alle som en har de stjålet med arme og ben. Ukritisk, klodset og med en samvittighed som en rabiesbefængt ræv i løbetid. Ikke så meget som en henvisning i noterne er det blevet til. Om der lå dybere motiver bag vores æggehovede forhenværende landsfader, da han stjal manuskriptet til sin bog “Rødder”, skal jeg lade være usagt. I mine øjne er smørrebrødssedlen, der har rummet så megen selvforherligende volapyk, dblevet for fedtet. Fedtet af egen vindings savl, der sløret det vigtigtste. Nemlig et der stod med småt, at ære og selvrespekt forbliver nu som for tusinderne af år siden, livets grundpille i det sociale rum.