GEJSTEN

Med hastige skridt nærmer sig en ny samfundsstruktur. Det kendte samfund med en enorm og stadigt voksende offentlig sektor, der regulerer markedet, individet og dets handlinger ned i mindste detalje står overfor et sammenbrud. Der er ikke ubegrænsede ressourcer til at finansiere velstand og vækst til de mange, der skal fødes af det fælles. At de mange kan stemme sig demokratisk til andres penge, står overfor en ende. Ledende forskere bekræfter dette med al tydelighed. Senest har Davis Gress*, der med sit mangeårige arbejde indefor forskningen i netop samfundsstruktur og opbygning sagt med tydelig klar stemme: “..samfundet som vi kender det i dag ophører med at eksistere indenfor de næste 20-30 år!”. Her er ikke tale om en dommedagsprofeti. Blot en nyktern konstatering af, at udviklingen ikke er bæredygtig. De få kan ikke vedblive med, at betale for de mange, da prisen allerede nu er på grænsen til, at overstige hvad muligt er. Og når der ikke i sidste ende er nok ressourcer at fordele til fællesskabet, så vil fællesskabet æde sig selv. Er der ingen vej væk fra dette sammenbrud? Vil det være naturligt at spørge. Jo det er der. Det har været anerkendt indenfor økonomisk teori og praktisk evidens i masser af år, at mindre regulering skaber vækst. Og øget økonomisk frihed uvægerligt fører øget personlig frihed (velstand) med sig. Dette er den eneste farbare vej væk fra sammenbruddet. Dilemmaet for det moderne samfund består så i, at vi allerede i dag står i situationen, hvor de få føder de mange. Det begrænser mulighederne for ændring radikalt. De færreste vil jo save egen gren over, hvis de kan blive fri! Tilbage står at lade det uundgåelige ske og afvente sammenbruddet og konsekvenserne, der følger. Adspurgt siger de af den næste generation, der har gjort sig tanker om samme: Lad falde hvad ikke kan stå! Altså vi skal ikke forvente barmhjertighed og forståelse fra dem, der skal bygge nyt, når vi giver op. De vil med rette kunne sige, at der skabes nyt, et samfund 3.0  på deres præmisser. Vi kan kun håbe, at de lærer af vores fejl og undlader at regulere skaberkraften ihjel.

*David Gress, B.A. Cambrigde University, Ph.D. Bryn Mawr College samt forfatter til en lang række bøger om demokrati og samfundsforhold.

Nationalbanken oplyser at der nu skal der være billeder af broer på de
danske pengesedler. Og så kan man jo ikke andet end at vende øjnene mod
himlen.

Det er ikke fordi billederne af de danske broer i sig selv er grimme -
for det er de. Det er jo ikke vigtigt hvordan ens penge ser ud, men
udelukkende vigtigt hvor mange man har. Eller havde. Se bare på Stein
Baggers fjorten milioner venner på Facebook.

Det er heller ikke fordi denne slet skjulte transformation fra nationalt
prægede betalingsmidler til kønsløse blanke Euro er problemet. Den
startede jo med forfladigelsen af ti- og tyve-kronen ved at fjerne
indgravering i randen af mønterne, og nu er det åbenbart tid til
ligefrem at fjerne nationale ikoner, lige fra Carl Nielsen til Niels
Bohr. Den sidste som endda var en rigtig verdensstjerne, men som jo
desværre er portrætteret med et agregat til rygning i munden, og det kan
man jo heller ikke have. Måske er det meget godt, for så slipper vi
måske for at få Prinsesse Henrik på pengene. Nej, det er ikke derfor,
for vi skulle have været med i Euroen fra starten, ligesom vi skulle
have været med i politisamarbejdet, men i stedet for sendte vi de rare
grænsevagter hjem for at prioritere vigtigere opgaver som at beskytte
artisterne i det omrejsende miljøcirkus fra pøblens overfald.

Næ, det egentlige problem er at det bare er Nationalbankens undskyldning
for at kunne trykke endnu flere penge for at imødegå Krisen. Som om det
ikke er nok at iscenesætte en kollektiv buksepisning ved at udbetale
pensionspenge til hele befolkningen så vi kan forbruge endnu mere lige
nu og her.

Så skik følge eller land fly! Til Sankt Hans vil jeg, klædt ud som
brobisse eller Piratparti, danse på en kunstig Femernbro bygget af gamle
sedler fra vores tømte dyner, og på behørig vis futte resten af
opsparingen af.

Danmark er et samfund, der ligger i aflåst sideleje. I live og sikret mod bevægelse. Hverken frem eller tilbage kan det bevæge sig. Blot ligge, fikseret til eget bedste i status quo. Hvorledes skal vi forsøge at bringe kroppen fremad og ruste samme til fremtidig kamp om ressourcer, indflydelse og overlevelse i en verden, der accelererer i hastigt tempo med innovative skridt? Som vi nu har valgt at ligge, trygt i aflåst sideleje. Sikret mod kvælningsdød i eget opkast, præpareret til indgreb ved pludselig ildebefindende kan vi blot se på, at verdenen iler forbi med hastige skridt. Tanker om at forberede os på morgendagen, der kommer, bliver meningsløse når vi ligger ned.

Det er på tide, at vi indser, at bevægelse er den eneste mulighed vi har tilbage. Patienten Danmark skal rejses fra lejet. Gøres klar til udfordringerne, der venter og så afgjort ikke bliver mindre for hver minut, der spildes.  Danmarks hjerne skal vækkes. De der besidder evne til erkendelse må bringes til at indse, at kun døden venter på den der ligger stille. Den liberale grundtanke om den enkeltes skaberkraft skal italesættes. Individets egen tro på, at eget produktive bidrag kan skabe vækst, skal være reveillen, der vækker den slumrende krop. De yngste, børnene og de kommende skabere af fremtidig velfærd, skal lære at deres bidrag og egen skabt velstand er sikkerhed for, at den almene velfærd kan overleve på sigt.

Messerschmitt ønsker grænserne tilbage. Men er det 1964-grænserne? Nu har han chancen. Endelig et valgprogram, der vil få vælgerne til at forstå, hvad EU-debat også kan være. En lille territorialkonflikt med tyskerne er hvad vi har brug for. Vorwärz!

Med Georg Metz i spidsen har den Radikale kulturelite fundet nye veje til, at berøve Danmark sin sidste rest af identitet som kristen nation. Kirkeklokkens kalden om søndagen er faldet de liges ligemand for øre. Det er nu ikke længere rimeligt, at  Danmark ikke støtter alternative trossamfunds ret til at kalde til bøn. Det betyder, at imanen skal kalde til bøn, budisterne Gonge til samling og hvad vi måtte kunne mønstre af alternativer må fløjte, synge, blæse eller hvad der findes rimeligt, når det er tid til komsammen i hytten. Eller endnu bedre  som en kommenterende læser i elitens mikroformatssprøjte udtrykker det: “..forbyd klokkerne..”. Så den dag klokkerne er tavse og Metz smiler fra minareten, da vil vi i sandhed vide, at Danmark ikke længere er iblandt os.