GEJSTEN

I København er det nye madpalads Nimb ved Tivoli. Her udfoldes i følge Nimb selv, hvad der kaldes en “..uhøjtidlig og imødekommende stil” hvor “..håndværket og råvarene taler for sig selv”. Et umiddelbart fristende tilbud for at nyde det ultimative indenfor gastronomi. Vel vidende at Nimb-maskinen er sat op til 2 bespisninger per aften 17.30 og 20.30, udfra et håb om, at Nimb’s devise er, at jo flere vi kan glæde jo bedre, så vovede Deres undertegnede og følge pelsen hin fredag i December.

Tæt på det ultimative kom vi nu aldrig. Hvilket nu hverken skyldes maden eller interiøret, der smukt var arrangeret efter kunstens regler.  Næ Nimb blev ramt der, hvor nationen Danmark i årevis har set sin rolle i fremtiden-  på service. Magen til ussel betjening, hvor respekten for servicehåndværket var væk, skal jeg mange år tilbage for at finde. Klimaks var den iskolde St. Emilion (12 grader), der smukt blev serveret efter hovedretten var ankommen. Efterfølgende klage til restaurantchef blev affærdiget med, at “..den er skam den rette temperatur! Vi kan tilbyde jer en kop kaffe som kompensation!”. Jeg vil ikke have kaffe! Jeg vil have den gode rødvin, der passer til min mad i ordentlig temperatur! Skuffet over elendig betjening, manglende faglighed og tarvelig håndtering af sagen, må det konkluderes, at hvis nimb er det ultimative, så er det ultimative forfald here i fuld styrke!

Forestil dig en nabo, der med jævne mellemrum holder havefester. Efter at have grillet, råbt, sunget og det man nu gør. Så begynder de at brænde affald, smadre hækken, råbe ukvemsord efter tilfældige. Sidst på natten var det tid til at flytte festen ud på parkeringspladsen. Affaldsspande, biler og tilfældigt materiel blev derefter smadret og stukket i brand.
Dagen efter kommer de og ringer på. Beklager den megen støj og ballade. Men det er ikke deres skyld. Det gik bare lidt vildt for sig. De blev provokeret.
Efterfølgende kommer deres forældre.De står med fine gule veste og kigger på. Holder øje med at de andre naboer og dig ikke griber til koporligheder når jeres ejendom smadres.
Lad billedet stå et øjeblik….

Wreden vokser

Altid skal de skrive lange essays om dengang de var børn.
“Jeg var anderledes men vi var ens…”
“Jeg havde en sjov bedstefar, men han var som de andre…”
“Jeg har taget skade, men tog ikke meget skade…”

WAASSS?Ö?Ö?Ö!
Jeg er halvsvensker. Blev drillet med det. Og er pisseligeglad!
Hvorfor skal vi belemres med snotvoksne der ikke kan indrømme
de var børn som alle andre! Vi er ens! Stammer fra samme klat slim i urtiden og samme fred venter os ved udgangen. Kom nu videre med livet. Det er snart slut alligevel.

Den voksende inkompetence i dansk politik har med al tydelighed nu også fået godt tag i medierne. Ulla Tørnæs’s stort anlagte kampagne på 18 mill kr., hvor af de 6 mill går til Carl Bro Consulting for den gode ide og udførelsen. Bringer kendte og helst totalt ukvalificerede danskere rundt i afrika for at udvælge bistandsprojekter, der fortjener danske støtte kroner.

Desværre skal vi, ud over det åbentlyst tåbelige i at sætte de mindst kvalificerede til at betemme, hvad skatteborgerpenge bruges til, også belemres med journalister (er det en beskyttet tiltel spørger jeg tit mig selv), der skal spørge ind. I dette tilfælde fandt journalisten det passende at spørge den ansvarlige minister om det ikke var synd at Charlotte Birchow ikke havde tid til at se det teaterstykke AIDS Hospicet havde forberedt i junglen! Hvad med at spørge om: “Hvad fanden har i gang i!” 1.6 mill kr til at oprette en hjemmeside om projektet, der er set af 12.000 mennesker. Det giver en kontaktpris på 133,- kr.!!! 6 mill. kr. til Carl Bro for at fragte en Fitness Dronning og diverse omegnsteaterdirektører og kulturpersonager rundt i restafrika og udvælge værdige modtagere af danske bistandskroner. Nej det er ikke spørgsmål DR finder relevante at formidle svar på.

Tilbage står følelsen af at se Fitness Dåsen i stramme jeans og plastikpatter bliver introduceret som repræsentant for det officielle Danmark. Følelsen af SKAM.

Det er sikkert og vist, at i den sidste ende er det fornuften der vinder. Efter måneders tovtrækkeri både af politisk, journalistisk og ikke mindst folkeopinionsmæssig karakter, står det nu klart at Faderhuset, der lovformeligt og med respekt for lovgivning samt bestemmelser på området har købt Ungeren skal have overdraget huset. Diverse psedo-frelste forsøg på at bevare samme gennem 68′ernes subtile fonde angiveligt udgjort af overskydende pensionsmidler, er endeligt fejlet.

At lægge øre til Advokat Knud Foldschack’s forvrøvlede sludder om at bevare et unikt sted for de unge, samt at sikre de ikke voldelig løsning på det nuværende dilemma er beskæmmende. Hvis det var Københavns kommune og den allesteds nærværende Ritt Bjergaard så påliggende at bevare det kreative miljø, så råber det til himlen, at kommunen i 1999 satte Ungeren til salg for højestbydende. Hvis det havde været en Socialdemokratisk mærkesag at støtte de unge, så havde den tidligere Overborgmester Kramer-Mikkelsen jo sikker grebet ind, som han greb i andres lommer i tilsvarende periode. Men Nej, intet flertal i Borgerrepræsentationen fandt anarkiet i Ungeren fornuftigt, endsige forsvarligt at ofre skatteyderkroner på, hvorfor salget var en realitet. Og nu skal de ud..!

Der er meget langt fra Togak med den skidengrønne teint til dagens hetz mod tobaksafhængige fritænkere. Nu sidst Franskmændene, fra hvem det forlyder, at man vil forbyde tobak på offentlige steder. I Frankrig?! Den mørke tobaks hjemland. Kan vi så få ro. Foreningen Hensynsløse Rygere genopstår. Velfærdssamfundets øjensynlige problemer drukner i en ligegyldig stammekrig med bedrevidende, frelste post-68-flippere. We will not go quiet into the night! Hold op med at tude og tag et plaster på.