GEJSTEN

Efter nat kommer dag. En smuk gammel sandhed, der folder sig ud. Nu midt i Finanskrisens ultima har selvberigelsesdronningen Ritt B valgt at stoppe. Set i lyset af de financielt svære tider er det forståeligt Ritt skrider. Der jo ikke meget tilbage, hun kan rage til sig. Ikke flere pensioner, ejendomme eller ben. Så med Stein og Jensby i hånden kan Ritt forlade scenen ved udløbet af grådighedens årti. Trække sig tilbage og håbe. Håbe på at hendes mand historikeren Søren Mørch kan frelse hendes sjæl i den snart kommende stort anlagte grådig-grafi, der vil sætte nye standarder for udplyndring af læsere gennem tungetale og tomme løfter.

Lars Muhl er eksponent for det orange. Han fortæller, at når man tager tre glas vand med ris i og skælder det ene glas ud, taler pænt til det andet glas, og ignorerer det sidste – ja, så vil det ignorerede glas rådne, det udskældte vil svulme op, og det kærlighedsoverøste vil få en sødlig duft. Og det er der videnskabeligt belæg for! Så nu skal Lars ringe til James Randi, som har en stående præmie på $1.000.000 til enhver, der kan påvise overnaturlige hændelser. Når Lars jo har det videnskabelige bevis, må det være en smal sag. Lad os få forsøgsopstillingen!

På GEJSTEN har vi længe ment, at den store kamp kommer til at stå mellem det kommende vestlige matriarki og den voksende islamisme i mellem- og fjernøsten. En spændende kamp, som vi andre kan betragte som underholdning – fra sidelinjen med popcorn og flagbajere.

Men nu er Asmaa kommet i forkøbet på en anden konto. Enhedslisten, for hvilken hun stiller op, er ved at bryde sammen under vægten af hendes kandidatur – nu wobbler man omkring spærregrænsen. Og her er kampen sammenlignelig med GEJSTENs fremtidsscenarie: De gamle 68′ere vil ikke have, at en fremmed sådan kommer og ødelægger den gamle højre-venstre-balance. De er naturligvis ligeglade med, om hun bærer tørklæde, men er i dyb tvivl om, hvorvidt hun er socialist.

For Asmaa legitimerer jo en adfærd, som protodanskeren i årtier er blevet kritiseret for i Danmark – at bestille en taxa med en ren, hvid chauffør. Så er cirklen fuldendt.

Vil ikke sige stikke mænd på næven? Hvad er nu det? Det er ikke godt. Det kan vi ikke lide, så må vi isolere og gøre nar. Men hov? Hvad er nu det? Konsekvens, siger De? Så hvis Asmaa skal fjernes på grund af det med at afvise næven, så må vi tage affære over for horderne af spassere, der ganske enkelt ikke kan finde ud af at give et ordentligt håndtryk! Det er værre at sige goddag som en varm karklud, et halvhjertet klem på fingerspidserne, som man typisk får det af de endimensionelle taktikertanketænkere.

Husk det, næste gang, du får et slattent håndtryk. Og brug din ytringsfrihed til at sikre, at de bliver smidt ud af vores fællesskab, mens du heiler og latterliggør menneskerettighederne som ødelæggende for sammenhængskraften. Så bliver alt godt i vores lille smørhul. Et hul, der vokser.

I forbindelse med vores elskede ungdomshus, der nu er gået til de evige Ruth’ske jagtmarker, bugner pressen af læserbreve fra forældre til aktivister og autonome. Disse forældre beskriver i rosende vendinger deres børn, hvilket jo er naturligt og glædeligt, som helt fantastiske. De er kreative, engagerede og en ikke-opdaget gevinst for samfundet. De kære forældre har ikke svigtet deres pligt til opdragelse!
Gejsten siger: P?òLSE
Der er et svigt af katakoniske dimensioner. Pligten til at oplyse de kære små om Ejendomsretten og respekten for samme. En ret der er grundlæggende for vores omgang med hinanden. Et fundamentet for den samfundsmodel vi har valgt at leve i.
Et godt experiment ville være at ophæve ejendomsretten over for de veltipassede unge aktivister. Knus deres personlige ejendele. Brænd deres trygge huse. Makulerer deres kæreste eje. Så må vi se om de stadigvæk snakker om accept og forståelse for tilsidesættelsen af demokratiets spilleregler.

Danmark tabte en holdboldkamp. Først gik det meget godt. Frem mod halvlegen blev spillerne lidt trætte, og det gik lidt i stå. Efter pausen var der fornyet energi, men så kom de andre foran. Derpå blev alle lidt demotiverede, og i den forlængede spilletid kunne kræfterne ikke række til en sejr. Et skelsættende moment i dansk kulturhistorie.

Så fik Dansk Folkeparti endnu engang cementeret, hvordan Den Sande Vej ikke er kompatibel med smagsdommernes konklusioneri. Senest, efter Dyreetisk Råd har udtalt, at der skam ikke er noget forgjort i at bolle med dyrene, eller hvad de nu foretager sig.

Det faldt Dansk Folkeparti så meget for deres ærkedanske og gammelkristne bryster, at man krævede dansk folkeafstemning om emnet. Nu er GEJSTEN jo fortaler for direkte demokrati, så vi applauderer initiativet og kvitterer med et opfølgende forslag til en stemmeseddel.

For det er jo dyrt at hive befolkningen til urnerne. Så det giver mening at kvalificere spørgsmålet, man stiller, så man får mest muligt stemmeværdi for pengene. Man kunne jo for eksempel, i ?©n dimension, lade svaret afhænge af art og race, et emne og kriterium for beslutninger, som DF jo ofte har på dagsorden. Desuden kunne man, på en anden akse, give borgeren mulighed for at nuancere typen af dyresex.

På den måde kan vælgeren sætte sine krydser, og Udvalget til Valgs Prøvelse kan så lægge en kategoristrategi og fx tillade sex med påvirkede hamstre, men forbyde oralsex med svin lige før slagtning. Senere tager vi stilling til kryptozoofili.

Vores alle sammens hade-onkel nr. 1 Søren Espersen, der er mange er lagt for had, grundet sin kærlighed til Israel og udtalte afsky for Islam, tester nu yttringsfriheden som vi alle værner så smukt om i teorien.

Ved at støtte op om egne ungdomspolitikeres satire og leg med Muhammed krisens hovedperson: Den satiriske pen. Er Søren Espersen faldet lukt ned i en kvalitativ undersøgelse af humorens væsen. Og der er det belærende at høre hvilken type humor, der tænder Hr. Espersen. Som han siger: “Der er mange slags humor” Og hæfter sig ved, at se en der får en lagkage i hovedet – Det er skægt! Videre fortsætter Hr. Espersen at en Burka nok er det mest grinagtige han har set. Og folk der går i samme, er noget han griner meget af. Hr. Espersens genistreg ligger i ønsket om at bevare yttringsfriheden og især den hvor humor indgår. Et smukt træk af en gal mand der derved sikrer, at vi andre i årene fremover frit kan latterligøre Hr. Espersen og følge uden at skulle frygte for Bomber i eller udenfor turbanen.
Tre lange og så det hule…

Danmarks Liberale Parti, som nu ikke hedder Danmarks Liberale Parti længere, men blot Venstre, efter selverkendelsen af at have overtaget samtlige socialdemokratiske projekter, er nu under anklage for at trække godkendelsen af et nystiftet parti, Liberalisterne, i langdrag, fordi de hedder noget med liberalisme. Selv om al snak om minimalstat og deregulering er forstummet vil man stadig forholde sig retten til at være liberale, selv om man ikke er det.

Men der er ikke noget at komme efter. Venstre er ikke liberale, de er bare ved magten. Liberalisterne er heller ikke liberale, de er bare sure over al den lighed. Næh, de liberale kræfter i Danmark finder man i Mariannes Håndtaske, det eneste sted, hvor planerne om skattenedsættelser i toppen findes.