GEJSTEN

I danskens higen efter identitet og historie, har politikerne fra den fantasifulde fløj nu fundet det ultimative våben mod sund fornuft. Til at styre landets stolte hovedstad, skal vi have to androgyne kællinger ved roret. Tante Rød og tante Blå. De ultimative repræsentanter for de grådige ex matrikulerede 68′ere: Ritt Herregård og Marianne Helvede er udset til med magtliderligheds fuldkommenhed i ryggen, at være den nye dynamiske duo til selvran af kommunekassen. Gejsten byder de to snart-pensionister velkommen til tag-selvbordet, hvor de med overbærende arrogange vil stråle smukt i Den Lille Fede Svansebolles ubehjælpelige fejltrin.

Vi hiver en ?Üblemost op af håndtasken og håber på procenter!

En mand udgik af et cykelløb i dag. Stor underholdning i kantinen i hele Danmark. En af de væsentligste begivenheder i sommeren. Lad de uskyldige komme til GEJSTEN.¬† Lad os rette blikket mod dem. De er de sande farisæere. D?©r skal der sættes ind med overvældende ildkraft.

Hvad med wellness-safari? Køre rundt i en stor Hummer og skyde med Gatling efter horderne af bevidstløse forbrugere på “wellness-bølgen”. Folk, som lader sig smøre ind i nøddecreme og stopper næsen med pebermynteblade, mens de nynner og glemmer alt om livets faktiske vilkår.

Sænk dem ned i lunkent vand og luk låget i. Så kan de ligger der i evig wellness og onanere i mørket, mens vi andre kan få FRED. Wellness vokser ikke ud af at smøre mad på kroppen, wellness kommer af stort alkoholforbrug og erkendelsen af, at andre har det værre end ?©n selv.

Måske er her id?©en til et borgerligt ekspertpanel. Smagsdommere i Wellness på den Borgerligt-Liberale Måde. Kommissoriet fylder kun ?©n sætning: “Der kommer flere og flere af dem, det hjælper ikke at sætte fælder op mere.”

Foerste indlaeg skrevet paa en Wii.

Det ellers udmærkede internet er ved at blive katalysator for den endelige gearing af sprogets nedbrud i vrøvl og bræk. At danskerne, etniske som nye, ikke er specielt gode til det med præsens-r, delte substantiver og præcision i valg af forholdsord, kommer ikke bag på GEJSTEN. Men skal man tro de nye vinde, der blæser, er dårlig stavning ikke ensbetydende med dårlig IQ, som vi jo troede engang. Dermed kan mange stavefæ bidrage med betydningsfuld viden på vores udmærkede internet.

Og derfor er vi andre nødt til at søge efter deres udgydelser med ukorrekt stavning. Den ene dag har vi måske brug for en “kørerlejlighed” og den anden at vide, hvor “bog messen” mon bliver holdt. Et dybt dyk i gylletanken.

Derfor skal vi endnu engang i selvfedhedens hyldestlys udråbe GEJSTEN som en fanebærende institution blandt sprogbrugerne i dette sprogligt hensynende land. Her staves nemlig korrekt. Også selv om indholdet er meningsløst.

Kollektivismens milliardfadæse skal sikre klappefår i en fransk designet umulighed. Dagens start er forbundet med udfordringer.

Nyt forslag fra de såkaldte liberalister: Sæt din overtid i banken, så kan du hæve den, når du bliver gammel, altså så du kan betale for din efterløn selv. Eller hvad? Her må vi komme med glidebaneargumentet, for der er jo ingen ende på fantasifuldheden, når man ikke evner at tage fat på det gamle riges egentlige problemer.

For hvor ender det? Hvad bliver det næste? Får jeg renter af min TID? Hvor får jeg den bedste tidsrente? Indestående under 1000 timer giver ikke renter. Måske kunne vi realisere det pengeløse samfund ved at udbetale løn i sekunder og timer? Og hvad med freden? Jeg vil kunne hæve FRED i banken. Og jeg vil kunne opspare WREDE til de lange vinteraftener, WREDE som jeg vil kunne hæve online, når det passer mig. Jeg vil spekulere i WREDE over for FRED og optjene mere TID.

Hvor opsparer man KVALITETSTID?

Første majdag. En af de smukkeste dage i året. Blomster i flor, dyrebørn på vej, og naive, bagskuende navlepillenarkomaner i parkerne.

Men hvem har overtaget alle de smukke paroler? Forklædt som “liberale” har centrum-højre over hele Vesten taget vældfærdsstaten til sig og iklædt sig garantsjalet for de svage. Men det er et sølle sjal. New Labour, Compassionate Conservatism og ikke mindst det detroniserede danske minimalsamfund er tvivlrådighedens kronvidner.

Med stormskridt cementeres den offentlige sektor, planøkonomien, kassetænkningen, den udtværede tværfaglighed og udsigten til en belønning i form af en napoleonskage efter lang tids tro og vækstfremmende tjeneste.

Selv i et liberalistisk system er solidaritet vigtig, også selv om alting fundamentalt går ud på at mele den føromtalte napoleponskage mest muligt. For kun den ægte visionære kan se potentialet i de andres evner. Evner, som man ikke kan forpligte folk hinsides. Folk, som burde være klogere end at konsumere blå bolsjer under de røde faner.