GEJSTEN

Nationalbanken oplyser at der nu skal der være billeder af broer på de
danske pengesedler. Og så kan man jo ikke andet end at vende øjnene mod
himlen.

Det er ikke fordi billederne af de danske broer i sig selv er grimme -
for det er de. Det er jo ikke vigtigt hvordan ens penge ser ud, men
udelukkende vigtigt hvor mange man har. Eller havde. Se bare på Stein
Baggers fjorten milioner venner på Facebook.

Det er heller ikke fordi denne slet skjulte transformation fra nationalt
prægede betalingsmidler til kønsløse blanke Euro er problemet. Den
startede jo med forfladigelsen af ti- og tyve-kronen ved at fjerne
indgravering i randen af mønterne, og nu er det åbenbart tid til
ligefrem at fjerne nationale ikoner, lige fra Carl Nielsen til Niels
Bohr. Den sidste som endda var en rigtig verdensstjerne, men som jo
desværre er portrætteret med et agregat til rygning i munden, og det kan
man jo heller ikke have. Måske er det meget godt, for så slipper vi
måske for at få Prinsesse Henrik på pengene. Nej, det er ikke derfor,
for vi skulle have været med i Euroen fra starten, ligesom vi skulle
have været med i politisamarbejdet, men i stedet for sendte vi de rare
grænsevagter hjem for at prioritere vigtigere opgaver som at beskytte
artisterne i det omrejsende miljøcirkus fra pøblens overfald.

Næ, det egentlige problem er at det bare er Nationalbankens undskyldning
for at kunne trykke endnu flere penge for at imødegå Krisen. Som om det
ikke er nok at iscenesætte en kollektiv buksepisning ved at udbetale
pensionspenge til hele befolkningen så vi kan forbruge endnu mere lige
nu og her.

Så skik følge eller land fly! Til Sankt Hans vil jeg, klædt ud som
brobisse eller Piratparti, danse på en kunstig Femernbro bygget af gamle
sedler fra vores tømte dyner, og på behørig vis futte resten af
opsparingen af.

Efter nat kommer dag. En smuk gammel sandhed, der folder sig ud. Nu midt i Finanskrisens ultima har selvberigelsesdronningen Ritt B valgt at stoppe. Set i lyset af de financielt svære tider er det forståeligt Ritt skrider. Der jo ikke meget tilbage, hun kan rage til sig. Ikke flere pensioner, ejendomme eller ben. Så med Stein og Jensby i hånden kan Ritt forlade scenen ved udløbet af grådighedens årti. Trække sig tilbage og håbe. Håbe på at hendes mand historikeren Søren Mørch kan frelse hendes sjæl i den snart kommende stort anlagte grådig-grafi, der vil sætte nye standarder for udplyndring af læsere gennem tungetale og tomme løfter.

Så fik Thulesen Dahl og Den Store Stræber med Bendte Bendtsen på sidelinjen sin finanslov. Et kludetæppe uden lige. Ingen retning, ingen besked, ingenting. Flere penge til netop ?©n gruppe: Dem, der arbejder om natten, når Skat er hjemme og sove. På billedet man ser Bendtsen med en totalmorph af Ei Blot Til Lyst og Thor med et fåret smil, der signalerer et endegyldigt tab af de liberale værdier. Thulesen Dahl smiler igen, for atter har man kunnet tækkes en vælgergruppe på en enkeltsag.

Altimens Den Store Rorgænger igen har absetneteret sig.

Kapitalfondene bag TDC udtaler nu, at Dyremoses tre-cifrede millionbonus aldrig ville være sat i stand under deres ejerledelse. Hurra for det. Så er der håb.

Når en erhvervsleder kan score svimlende summer ved at forbedre bundlinien på kort sigt, kan enhver sige sig selv, at det går ud over de længerevarende investeringer. Alle innovative, fremadskuende, entreprenante og spekulative projekter stoppes og erstattes med her&nu-profit og rationaliseringer.

En strategi, der standser vækst i Danmark mens den forgylder den IQ-svage elite. En elite, der tæller en større mængde tidligere borgerlige politikere. Den tvivlsomme jagt på profit på den korte bane sætter Danmark endeligt af sporet som et elendigt servicesamfund uden visioner, krav eller fantasi. De kommende generationer bliver ofret på middelmådighedens og grådighedens alter i dansk erhvervsliv.

Nyt forslag fra de såkaldte liberalister: Sæt din overtid i banken, så kan du hæve den, når du bliver gammel, altså så du kan betale for din efterløn selv. Eller hvad? Her må vi komme med glidebaneargumentet, for der er jo ingen ende på fantasifuldheden, når man ikke evner at tage fat på det gamle riges egentlige problemer.

For hvor ender det? Hvad bliver det næste? Får jeg renter af min TID? Hvor får jeg den bedste tidsrente? Indestående under 1000 timer giver ikke renter. Måske kunne vi realisere det pengeløse samfund ved at udbetale løn i sekunder og timer? Og hvad med freden? Jeg vil kunne hæve FRED i banken. Og jeg vil kunne opspare WREDE til de lange vinteraftener, WREDE som jeg vil kunne hæve online, når det passer mig. Jeg vil spekulere i WREDE over for FRED og optjene mere TID.

Hvor opsparer man KVALITETSTID?

Hvor jeg nyder mine dyrtkøbte urbane rettigheder. At på en frostklar morgen skære gennem landskabet som en varm kniv i smør. Båret af asfaltens befriende, glatte overflade på vej mod nye forretningseventyr. Ledt af den funklende stjerne på køleren af min bil. Drevet af en overvældende symfoni af hestekræfter. Ind mod spassernes ø af ynk og afmagt. Netop der lever jeg. Mens dunkle tømmermænd forfølger mig i bakspejlet har jeg fred i sjælen med 160 km/t. Disse øjeblikke af vakum, der forbinder den lange rejse mod SUPA, der i hverdagen er den eneste frelse for indholdsløsheden, skattes uendeligt. Med Morgenstjernes funklende kraft bygges den trojanske hest på ny. Klar til forløsning i byens centrum på klokkeslet. Skrigende sit tomme indre ud mod generationsrøveriet.

\caj

Rockwollfonden meddeler, at det sorte arbejde er faldet det sidste år. Skatteministeren glæder sig. Alle jubler. Et land af solidariske, retsskaftne borgere. Sunde sjæle i sunde legemer.

Men, nej. For sandheden er en anden. Moralsk anløbne sortarbejdere står nu for 46 milliarder kroner om året. Disse asociale stympere sidder med Rindal på væggen og Glistrup i maven og ser ned på samfundet – men efterløn vil de gerne have. Denne særlige ydelse man giver 68′ere, der ikke har lyst til at arbejde. For så kan de jo få endnu mere ud af deres sociale bedrageri. Som altså er i omegnen af mange hundrede millioner timer om året, eller tre uger om året pr. arbejdsduelig dansker i snit.

Gejsten fordømmer alle sortarbejderne (dvs. de kommer i helvede – og deres helvede er at skulle tælle andres penge i evighed) og deres usle verdensbillede. En primitiv holdning til tilværelsen og mennesket, langt fra de dybe værdier i forståelsen af fællesskabet, som præger ordentlige mennesker. Gejsten ved, de skammer sig. Gejsten ved, hvor de bor.

Det fortsætter. Nu vil Det Store Regeringsparti med den sunde fornuft, der tidligere har bidraget til forslaget om at erhvervsrette al universitetsforskning, nu også skære ned på specialerne på vores gamle, stolte universiteter. De stakkels studerende kan jo slet ikke klare det, lyder begrundelsen.

Så slækker vi da bare på kravene. Ja, jaaa. Det hele skal ende som på RUC, hvor kravene er lidt tåfletten og en 7. klasse i matematik, så går det såmænd nok.

Endnu et udfald mod vores eneste råvare, viden, som Partiet Med Langt Mellem Talenterne har succes med, støttet af Mørkemændene.

Er man født til en skilling, bliver man aldrig til en daler!