GEJSTEN

Lad den største Latte, synge den sidste løgn…

Lad ham uden samvittighed nakke den første synder!

Efter en herlig nat i Rosenhøjkvarteret i ?Örhus den 9/1-06, hvor biler blev overhældt med bensin og antændt, vinduer knust og forretninger ødelagt, lader Danmarks Radio forstå, at det måske har sammenhæng med Pia K‚Äôs seneste udtalelser om det Muslimske Trossamfund.

‚ÄùMåske‚Äù ‚Äì et ord der anvendt i journalistisk øjemed bekymrer mig meget. ‚ÄùMåske var det Helle Thornings udfordrende påklædning der startede optøjerne‚Äù. ‚ÄùMåske var det P1‚Äôs montage om muhamedanske pigers oprør mod tvangsægteskaber der startede optøjerne‚Äù. ‚ÄùMåske var det for meget kebab og luft i maven der startede optøjerne‚Äù.

Selvopfyldende profetier starter med det udtalte ønske om sammenhægn eller handling. Så at lade journalistiske spådomme tegne det politiske landskab er himmelråbende tåbeligt.

At Danmarks Radio, der er moralens selvudråbte vogter og opdrager, der går i spidsen med de tvivlende reportager er bekymrende. Om det er Kenneth Plummers overdrevne PSP forbrug, Georgs angst for kussen, eller frygten for racismespøgelset der gør hans journalister tvivlende skal jeg ikke spekulere offentligt over. Blot konstatere at journalistikkens lødighed står for skud.

/caj

Hr. Møller kan evt. sponsere en ny citatplade over byretten: “Uden lov skal land bebygges”.

Lad ham uden samvittighed nakke den første synder!

Det summer af narkobekæmpelse. Med stigende iver, og med tung støtte fra gode, konservative politikere som Tom Bæhnke har politiet skabt en succeshistorie. Man er ved at udkæmpe de sidste slag i bekæmpelsen af cannabis, denne slyngelplante, der har hele generationers forfald, vores fædrelands atter voksende udlandsgæld, PISA-resultater for ikke at tale om horderne af efterlønnere på samvittigheden.

Men tilsyneladende har det ingen virkning haft på forbruget af cannabis, at 12¬? tons af stoffet – i varierende kvaliteter og oprindelseslande – blev konfiskeret i 2004. Intet. Det svarer til 25 millioner joints. Eller 50 millioner skæverter – for hash ryges jo som bekændt i grupper af asociale blandingsmisbrugere i små, betændte miljøer. Og de 50 millioner skæverter gik Danmark så glip af i 2004 – blandt hvor mange?

Mens aspiranterne står i kø med halm i skoene foran politiskolen, og de ældre betjente – dog med stoltheden i behold – bukker under for den manglende afspadsering, vokser mængden af stiknarkomaner i de små kældertrapper på Vesterbro, som skolebørnene passerer hver morgen. Den politiske beslutning at fjerne hashhandelen på Christiania har allerede krævet sine ofre, og har tvunget ganske almindelige, borgerlige danskere, der nyder en joint i ny og nææh! at opsøge de skumle miljøer omgivet af hårde kriminelle og misbrugere. En legalisering ville indbringe over 500 millioner i afgifter alene.

Man skulle tro de havde røget hash.

Ifølge NY Times har de yngre, homoseksuelle mænd, som op gennem 90′ernes tryghedsnarkomani og post-koldkrigsauforisme har , nu udråbt HIV til at være et stolt mærke, som bøsser skal bære for at blive en del af broderskabet. Man korpulerer med så mange, som overhovedet muligt uden beskyttelse i tre døgn – på speed.

Det minder en del om en 68′er, som så snart pennicilinen viser sin første effekt, stopper med at tage medicinen med en resistent stamme til følge, som prompte smitter resten af kollektivet. Er der en bedre måde at genoplive bøsseforskrækkelsen på – nu med krigsmaling og ni-millimeterpistoler? Kan vi nå det inden de slår sig selv ihjel?

Forfaldet er synligt. Gymnasiereformen gør endeligt op med kuturhistorie og æstetik. Gennemsnitdanskeren tænker først og fremmest på at maksimere sit forbrug – af popkultur, burgere og b-film. Vi vil gerne forske, men hvad skal vi dog forske i? I virkeligheden er sandheden en hel anden: Danskerne er et luddovent folkeslag, der dybest set ikke gider røre en finger med mindre den bliver forgyldt.

Det er et uendeligt besvær at få ganske almindelig kundeservice, da der bliver brugt flere kræfter på at indkøbe og designe systemer, der kan divergere den frustrerede, reklamerende kunde rundt i voice-response-junglen end på at lade en kompetent og venlig person tage telefonen. Håndværkerne vælter ind over grænsen fra Polen og Litauen. Hurra, de er billige – men ingen tænker på, at skruerne bagefter sidder skævt og er rustne. Bare det er billigt, hurra, hurra, og så det lange.

Middelmådigheden er over os for fuld udlæsning – og vi så det ikke komme. Vi havde kæmpet så bravt for oplysning, men er endt i ideforladthedens tronsal med smalltalk, konfliktskyhed og halve løsninger overalt på væggene. Dvs. der hvor der ikke er bræk. Det bræk, der siver ned som legemeliggørelsen af den mentale last, vi kollektivt bærer rundt på.